Efter 10 år som Digital & Innovation Director hos mediabureauet PHD er Jesper Lysholdt blevet ansat som ny Team Chef i community marketing-bureauet Very.

Jesper Lysholdt havde lige haft 10 års jubilæum hos PHD, da han besluttede sig for at finde nye udfordringer. Fra en stilling som Digital & Innovation Director var springet til et mere utraditionelt bureau dog ikke så stort.

– Jeg har tidligere arbejdet med utraditionelle løsninger, men jeg var nået til et sted i min karriere, hvor jeg havde brug for at gå hele vejen med utraditionel markedsføring og derigennem udfordre mig selv på ny, siger han om skiftet og fortsætter:

– Jeg kendte Very rigtig godt fra fælles kunder hos PHD og med min tidligere kollega Morten Kristensen, som tiltrådte som partner hos på bureauet i foråret, var der en oplagt mulighed for at genoptage et virkelig godt samarbejde.

Og med sin erfaring fra mediebureau-siden tilfører Jesper Lysholdt præcis de seniorkompetencer inden for drift af en stor og krævende kundeportefølje, som Verys udvikling har brug for, lyder det fra stifter og direktør Thomas Bjerg:

– Vi er vokset over de seneste år – i år dog ikke helt som tidligere, da vi i højere grad har investeret i kompetencer, og det har resulteret i en række nye store og spændende kunder. Det er i høj grad i forhold til drift og udvikling af disse kunder, at Jesper er kommet ind i Very, siger han.

Det efterhånden seks år gamle community marketing-bureau – som Danmarks største reklamekoncern, PeopleGroup, i foråret købte sig ind i med en ejerandel på 30 procent – er vækstet markant de seneste år – og er i øvrigt netop blevet kåret som Børsen Gazelle for andet år i træk.

Very har i dag cirka 25 ansatte fordelt på kontorer i Danmark, Sverige og Norge. Bureauet har ikke in-house ”kreative” ansatte, men derimod aktive community plannere, der direkte repræsenter de netværk, som kunden ønsker at interagere med.