I sidste uge valgte ungdomsorganisationerne under Socialdemokraterne og SF i 11. time at standse en opsigtsvækkende annoncekampagne, der langede hårdt ud efter De Radikales leder, Margrethe Vestager, som er imod en bankskat i EU, den såkaldte Tobin-skat.
Men nu ser annoncekampagnen alligevel dagens lys, skriver business.dk. Årsagen er Socialistisk Ungdomsfront, SUF.
– Vi har valgt at køre kampagnen uden SFU og DSU, da vi stadig mener, det er vigtigt at sætte fokus på Margrethe Vestagers rolle i at forhindre vedtagelsen af en finansskat. Nu har vi fået tilskud fra Enhedslisten til at lave kampagnen, som går i luften i morgen, udtaler Annika Holm Nielsen, talsperson og ledelsesmedlem for SUF.
Ifølge Ritzau har Enhedslisten, som SUF samarbejder med, betalt en del af kampagnen.
Annoncen bliver bragt fra onsdag i Ekstra Bladet og Information under overskriften ”Er Vestager i lommen på bankerne?”.
Kampagnen skulle koste 140.000 kroner.