Vestas nedjusterer årsregnskabet på grund af ny regnskabsteknik. Vestas ændrer principperne for, hvordan “supply-and-instillation”-kontrakter bogføres, og det får stor betydning for forventningerne til indeværende regnskabsår og til 2011, som Vestas for første gang løfter sløret for.
– Konsekvensen er, at den historiske omsætning op til den 30. september 2010 er udskudt med 2,9 mia. euro, som vil blive indtægtsført i de kommende perioder. Udskydelsen af omsætningen og den dertil knyttede indtjening medfører, at egenkapitalen pr. 30. september 2010 er reduceret med 739 mio. euro. Produktionen og afskibningerne forbundet hermed har fundet sted, ligesom der er modtaget forud- og ratebetalinger på i alt 2,2 mia. euro herfor, forklarer Vestas.
I 2011 venter vindmølleproducenten en omsætning og en indtjening på niveau med 2010 før engangsomkostninger. Engangsomkostningerne i 2010 er på 140-160 mio. kr. og skyldes fabrikslukninger og afskedigelser.
Epn.dk