Vestas er tæt på at indgå forlig med flere grupper af utilfredse aktionærer rundt om i verden i en sag om vildledning af børsmarkedet, hvor kravene har lydt på op imod 1 mia. kr., erfarer Børsen. Det er uvist, hvor meget Vestas er interesseret i at betale de mange utilfredse aktionærer for at slippe ud af det gruppesøgsmål, der allerede er anlagt i USA og det gruppesøgsmål, som en række europæiske investorer har varslet.

Hos Vestas ønsker chefen for investor relations, Lars Villadsen, ikke at kommentere oplysningerne om de fremskredne forligsforhandlinger med såvel de amerikanske som de europæiske sagsøgere i sagen, der handler om ændrede regnskabsprincipper.

Sagen udspringer af, at Vestas i oktober 2010 valgte at ændre regnskabspraksis, så den følger de internationale regnskabsstandarder. Det betød, at tallene for 2010 ændrede sig, og at kursen på Vestas-aktien drattede med 10 pct. på en dag. I USA valgte en gruppe utilfredse investorer for et år siden at stævne Vestas med krav om erstatning for de tab, de har haft ved at investere i Vestas-aktien fra oktober 2009 frem til den ændrede regnskabspraksis i 2010 – hvor kursen blev mere end halveret.

 

Børsen