En Vestas-medarbejder koster nemlig de offentlige kasser omkring 280.000 kroner om året i dagpenge, lavere skatteindtægter og andre afledte effekter som for eksempel lavere momsindtægter på grund af lavere forbrug, skriver 24timer.
Tallene er oplyst af kontorchef i Det Økonomiske Råd John Smidt. Og erfaringen fra lukningen af Lindøværftet i 2009 skræmmer. To år efter, Lindø begyndte fyringen af 1.350 værftsarbejdere, er kun omkring halvdelen kommet i job igen.
Hvis Vestas-medarbejderne har lige så svært ved at finde job igen, vil de dræne de offentlige kasser for over 360 millioner kroner de næste to år. Dertil kommer offentlige udgifter til efteruddannelse og ikke mindst det tab af knowhow, der kunne have skabt grundlag for vækst i cleantech-branchen, lyder det fra Ingeniørforeningen. Vestas-fyringerne er så voldsomt et slag mod regeringens grønne vækststrategi, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har følt sig kaldet til at kommentere på massefyringen.
– Det er jo helt forfærdeligt, at et område, som vi mente, vi skulle leve af i fremtiden, nu er et område, hvor man fyrer medarbejdere, siger hun til TV 2 News.
Mens det er dårligt nyt for Danmark, er det en katastrofe for Varde i Sydvestjylland, hvor Vestas lukker og slukker for sin mølletårnsvirksomhed med omkring 350 medarbejdere, hvoraf de fleste er svejsere og bor i lokalområdet.