A.P. Møller-Mærsks kreditværdighed er blevet væsentligt forbedret i løbet af 2010, mens Vestas’ er blevet væsentligt ringere, viser en aktuel opgørelse af de ikke-finansielle C20-selskabers såkaldte Z-score, der viser den teoretiske konkursrisiko i selskaber.
Opgørelsen, som Økonomisk Ugebrev har udarbejdet baseret på årsrapporterne for 2010, viser også, at de største danske selskaber set under ét er blevet mere kreditværdige, og at Chr. Hansen og Pandora, efter deres børsintroduktioner sidste år, fremstår som nogle af børsens mest kreditværdige større selskaber.
– Når A.P. Møller-Mærsk har øget sin Z-score fra 2,7 til 4 så hænger det ikke mindst sammen med, at koncernen havde et vældigt godt år i 2010 og formåede at nedbringe sin rentebærende nettogæld med 24 mia. kr., oplyser ugebrevet.
Om den netto rentebærende nettogæld er op- eller nedadgående er væsentligt for denne opgørelse, fordi det viser om en virksomhed kan præstere et betragteligt positivt frit cash flow, og dermed vil være i stand til at servicere sine kreditorer.