Med en havvindmølle med en rotordiameter på 164 meter er Vestas klar til at bygge nye fabrikker trods overkapacitet på Vestas’ eksisterende fabrikker.

Med London Eye som kulisse slog Vestas større brød op end ventet, da præsentationen af den i spænding ventede 6MW-mølle i den engelske hovedstad i stedet blev til 7MW med en rotordiameter på 164 meter. Vestas-ledelsen er urokkelig i sin tro på vindmarkedet, og adm. direktør Ditlev Engel erklærer sig med sin nye havvindmølle klar til at bygge nye fabrikker trods massiv overkapacitet på Vestas’ eksisterende fabrikker.

Vinger på 80 meter kræver nye fabrikker og dermed nye milliardudskrivninger. Fødslen af V164 – 7MW bliver den største enkeltinvestering for Vestas til dato. Men belært af erfaring vil Vestas ikke blot krydse fingre for efterspørgslen.

–Vi vil ikke spille roulette om så mange penge. Vi mener, at vi i dag er nået til et paradigmeskifte, hvor Vestas ligesom flyindustrien ikke laver så store investeringer, før kunderne har sagt god for at købe, siger Ditlev Engel.