Vindmøllefabrikken Vestas holder flyttedag. I 2011 flytter virksomheden sit hovedkontor fra Randers til Århus. Det sker for at få mere plads og for at kunne samle flere aktiviteter under ét tag.
Valget er faldet på Århus, fordi Danmarks næststørste by vurderes at have de faciliteter, der skal til for at tiltrække og fastholde både danske og udenlandske medarbejdere.
Det nye hovedkontor vil blive opført ved siden af Vestas’ nye udviklingscenter i Skejby, hvor vindmøllefabrikken har købt en grund på 73.800 kvadratmeter.
Når hovedkontoret flytter til Århus får de afdelinger, der bliver tilbage i Randers, mulighed for at vokse. Det er Vestas Offshore, Vestas People & Culture og virksomhedens globale it-funktion, der i dag beskæftiger 600 mennesker.
Flytningen af hovedkontoret kræver en vedtægtsændring og skal derfor godkendes på Vestas’ generalforsamling.
/ritzau/