Den danske vindmølleproducent Vestas går – med en ambition om årlig opsætning af 400 megawatt (MW) kapacitet fra 2016 og frem – målrettet efter at blive en af de førende spillere på det brasilianske marked.

I begyndelsen af juni annoncerede Vestas en investering på 32 mio. euro – eller knap 240 mio. kr. – i netop Brasilien, som skal sikre, at den danske vindmølleproducent lever op til en række krav om lokalt produktionsindhold, så udviklere, der gerne vil have Vestas-møller, kan opnå billigere finansiering gennem den brasilianske udviklingsbank, BNDES.

Vestas har omkring 700 MW installeret i det sydamerikanske land, svarende til omkring 16 pct. af Brasiliens samlede kapacitet. Men i de kommende år er der udsigt til, at vindindustrien i Brasilien for alvor skal accelerere, og derfor forbereder Vestas sig netop nu på at komme med på vognen.

/ritzau/FINANS