Tre store vindmølleparker til havs sætter i den grad Vestas tilbage på verdenskortet inden for det lukrative marked for vindmøller på havet.

I dag har Vestas derfor flere vindmøller stående til vands end Siemens Wind Power, der ellers har domineret dette marked. Vestas har i flere år slækket på indsatsen på området og lukkede dermed Siemens ind på banen.  Hos Vestas vækker tallene stor tilfredshed hos offshore-chef Anders Søe-Jensen.

– Vi har haft et godt 2010, lyder det fra direktøren.

Vestas har undervejs haft voldsomme problemer med at manifestere sig på offshore-markedet. Først med den store vindmøllepark Horns Rev 1, hvor Vestas blev tvunget til at sejle alle vindmøllerne i land på grund af nedbrud. Siden ved at Vestas måtte trække sin topmodel, V90, ud på grund af fejl. Men de to episoder har rustet Vestas, konkluderer Anders Søe-Jensen.

– Når man løber forrest, kan man slå hovedet. Men i dag er offshore-markedet modnet, konkurrencen er stigende, og her står vi godt.
Borsen.dk