Det digitale bureau Valtech skal udvikle Vestas’ nye, globale hjemmeside og implementere den nye løsning med brug af Adobe Cloud-teknologi.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Det nye vestas.com skal fungere som vidensportal, der får mere end en million årlige besøg fra blandt andre investorer, jobsøgende og kunder, som søger information om alt fra detaljerede produktkataloger over jobopslag og til finansielle afrapporteringer, oplyses det.
– Vestas.com er et centralt, digitalt touchpoint. Vi er nu i gang med næste skridt for at engagere os yderligere med vores interessenter, så vi i højere grad griber vores besøgende og giver dem en god brugeroplevelse, siger Joachim Jankowski, Senior Manager, Digital Marketing hos Vestas, i pressemeddelelsen.
Vestas ønsker et ”væsentligt løft i design, brugervenlighed og tilgængelighed, mens også performance forbedres, og interne workflows optimeres.”
Og ifølge meddelelsen har Valtech begået en analyse af markedets CMS-løsninger, hvorefter valget faldt på Adobe Cloud-platformen, mens man på seks uger har leveret design og lagt fundamentet til implementeringsprocessen for den nye løsning.
Det oplyses, at den ”underliggende teknologi for det nye Vestas-site bygger på Adobe Experience Manager Cloud Service og adskiller sig fra mange konkurrenter ved at være en ren SaaS-løsning.”
Løsningen skal gå i luften efter sommeren 2021.