Danske virksomheder retter i stadig højere grad kikkerten mod de nye vækstmarkeder, og det betyder, at vareeksporten til Kina i 2020 vil være tredoblet i forhold til i dag og udgøre mere end 44 mia. kr., skriver Børsen på baggrund af en prognose.

– Et godt råd til danske virksomheder er at kigge længere væk end Europa, for det er her væksten er. Derfor vil vi også se, at det er her den største eksportfremgang kommer til at finde sted i de kommende år, siger Niels Rønholt, der er cheføkonom i Jyske Bank.

Af prognosen fremgår det også, at den danske eksport vil være faldende inden for euroområdet frem mod 2020, mens Sverige, Norge og Storbritannien vil gå moderat frem målt i kroner og øre, men dog stadig tilbage målt som andel af eksporten.

 

Børsen