Så sent som i sidste uge kunne den digitale del af den danske bureaubranche fuldt fortjent strække armene i vejret, da priserne ved det internationale prisshow Awwwards blev uddelt. Hele to af de tunge priser gik til danske arbejder.

Og betydningen af prisen, der hædrer verdens bedste digitale arbejder, er langt mindre akavet end navnet antyder.

– Det er en af de priser, som der vækker genlyd internationalt, og når to ud af syv store priser går til danske arbejder, så er det med til at understrege, at niveauet herhjemme er blevet højt, siger Pelle Martin, kreativ direktør – og stifter – af Spring/Summer.

Spring/Summer løb selv med ”Developer Award of the Year”, mens UncleGrey vandt prisen ”Site of the Year”.

Tårnhøjt niveau

Derfor forventer Pelle Martin, der er jurygruppe-formand i kategorien ”Craft” ved Danish Internet Award (DIA), også et tårnhøjt niveau blandt indsendelserne i år.

– Det bliver utvivlsomt svært at slippe gennem nåleøjet. Der må ingen slinger være i valsen, når vi taler om UX, digitalt design og så videre, hvis man vil gøre sig gældende og vinde en pris, siger han.

Nu er det jo ”Craft”, Pelle Martin er med til at bedømme, men godt, digitalt håndværk er ikke nok i sig selv, understreger han.

– Det er ikke nok at sende et smukt, poleret stykke arbejde ind. Der lægges også vægt på idé og innovation, når vi skal finde frem til vinderne, siger han.

Tænk skævt, tak

Hvad håber du på at se?

– Lidt mere skævhed. Selve håndværket er jeg ikke i tvivl om, der i langt de fleste tilfælde vil være i top, men jeg savner ofte, at danske bureauer og annoncører holder op med at spille på det sikre i deres digitale satsninger.

Det må du gerne uddybe?

– Det bliver ofte for ”safe”. Vi ser ikke de samme skøre, digitale arbejder herhjemme, som man ser fra eksempelvis bureauer som 84Paris eller Resn, og det savner jeg, siger Pelle Martin.

Han opfordrer alle til at sende ind til det danske awardshow, som hædrer den bedste digitale kommunikation herhjemme.

Har du et par gode råd?

– Ja, sørg for at tænke over, hvordan du bedst fortæller historien om dit arbejde. Det er lidt af en balancegang – ikke mindst i håndværkskategorien – hvor beskrivelsen af arbejdet ofte bliver flottere end arbejdet i sig selv. Det virker utroværdigt. På den anden side er det vigtigt at få fremhævet alle gode detaljer og ikke holde noget tilbage, slutter han.

Du kan tilmelde dit arbejde til DIA frem til 25. februar, hvilket du kan læse meget mere om her.