Lidl i Danmark har rundet 100.000 fans på sin Facebook-side, og den milepæl markerer kæden ved at sende det samme tal – i kroner og øre – videre til Danske Hospitalsklovne.

Maria Frank, der er social media manager i Lidl Danmark fortæller, at man naturligvis er meget begejstrede over at have nået et så højt antal fans på Facebook.

– Vi synes selvfølgelig, det er fantastisk, men faktisk er vi næsten endnu mere glade for, at de fans, vi har, er så engagerede og aktive, som de er. Det er fantastisk at mærke, at de danskere, der har valgt at ”synes godt om” vores side, virkelig har en mening om os og har lyst til at engagere sig i de temaer og spørgsmål vi tager op, siger hun.

Lidl samler også i det daglige penge ind til Danske Hospitalsklovne. Det sker gennem en ordning, hvorved salget af småkager i butikkerne udløser et forholdsmæssigt antal kroner.

– Vi støtter dem her i juletiden ved at give en krone for hver solgte pakke julesmåkager. Det er et samarbejde, vi er rigtig glade for, og som vi ved, vores kunder og Facebook-fans også bakker op omkring. Derfor gav det rigtig god mening at sige tak til vores fans ved at give deres ”likes” videre til Danske Hospitalsklovne, siger Maria Frank.

Sidste år købte Lidls kunder fx 125.923 pakker småkager svarende til tre mio. småkager, hvilket udløste en donation på over 180.000 kroner til de Danske Hospitalsklovne.

Lidl gik på Facebook i marts 2012. Efter bare otte måneder var man oppe på 40.000 fans, og nu – et år senere – er antallet af fans altså mere end fordoblet.

Du kan besøge Lidl på Facebook her, og se filmen, hvor Ludo og Smille fra Danske Hospitalsklovne går på jagt i Lidl efter checken på de 100.000 kroner her.