Det er tid til julestemning. Og det er tid til eftertanke. Det er kort og godt tid til Reklame for Alvor, der er Huset Markedsførings bidrag til socialt ansvarlig kommunikation.
I år er det Livslinien, der nyder godt af at være afsender-organisationen for et vigtigt budskab, og igen er vi i marken for at finde et bureau med overskud til at levere en pro bono-indsats.
Sidste gang greb DDB den generøse Reklame for Alvor-stafet og skabte kommunikation for GirlTalk.dk, en organisation med fokus på især de 12-25 årige piger, der har ”ondt i livet.” Og hvad fik GirlTalk ud af DDB’s indsats?
– Vi blev synlige i det offentlige rum, og endda i en grad, der overraskede os, siger Gitte Ejbye, administrator af GirlTalk.dk. ”Vi opnåede godt 50 procents fremgang på nettet, og det boost, vi opnåede dengang, er i høj grad fortsat.”
Og det var formålet med at ”vinde” Reklame for Alvor–kampagnen?
­– Faktisk ikke. Vi gik egentlig ind med tanken om, at vi automatisk ville få flere penge ind fra donorer, det være sig erhvervslivet eller fonde, ved at være afsender-organisation. Vi ønsker jo ikke, at det er brugerne, altså piger med ondt i livet, der skal bære byrderne ved GirlTalk.dk.
­­– Men sådan gik det ikke. Virkningen var indirekte, nemlig at vi opnåede den synlighed, der er forudsætningen for at blive set og hørt. Og det opnåede vi bestemt med DDB’s hjælp. Så den øgede synlighed hjalp os ved at vi fik en større stemme, og jeg håber bestemt, at Livslinien opnår samme effekt, slutter Gitte Ejbye.
Det håber vi også i Huset Markedsføring, og derfor minder vi om, at der er stadig tre uger til deadline den 5. januar 2012, hvor bureauerne skal levere inspirerende kampagne-forslag for Livslinien, der denne gang fokuserer på selvmordtruede mænd.
Derfor opfordrer vi endnu engang de kreative folk i bureauerne til at hoppe i kedeldragten og skabe god og sober kommunikation for Livslinien. Det er denne jury, der bedømmer indsendelserne:
• Nicolai Stahl, kreativ direktør, Hjaltelin Stahl & Co.
• Sune Bang, adm. direktør, Kommunikationsbureauet København.
• Frederik Preisler, partner, Mensch.
• Anne Glad. partner/tekstforfatter, Sunrise.
• Hanne Schmidt, kreativ direktør, Public.
• Birthe Nielsen, freelance tekstforfatter.
• Line Maria Kristoffersen, freelance tekstforfatter.
• Michael Raffnsøe, adm. direktør, Huset Markedsføring.
• Thomas Bertelsen, adm. direktør OMD.
• Bjørn Karsholt, adm. direktør DRRB.
• Svend Aage Madsen, chefpsykolog på Rigshospitalet, formand for Selskab for Mænds Sundhed og formand for Tænketanken VM-Viden om mænd.
Det er Susanne Lund, partner hos Bates Y&R, der har skrevet briefingen.
Download årets brief
her.