Mormors gamle kommode står skubbet helt ind i hjørnet, ovenpå ligger den gamle VHS-videomaskine og konfirmationscyklen er der også stadigvæk. Vi danskerne har efterhånden så mange ting, at det er blevet nødvendigt at leje opbevaringsrum til at gemme tingene i.
Der findes allerede mere end 110.000 kvadratmeter lagerhaller i Danmark med opbevaringsrum og over 13.000 lejere. Om bare to år vil tallet være fordoblet.
– Markedet vokser og vokser og foreløbig er grænsen ikke nået. Hvis vi ser på USA, der er væsentligt foran Danmark på området, så er der anlæg til 5.900 husstande. Det vil sige, at der i princippet er plads til 30 i Århus, siger Jan Thomsen, direktør i Dit Pulterkammer.
Forbrugsforsker Per Østergaard fra Syddansk Universitet tror tendensen skyldes en kombination af, at vi har flere penge imellem hænderne og samtidig ikke kan finde ud af at smide ud.
/ritzau/