Kun fire ud af ti danskere vil sætte et “Reklamer – ja tak” skilt på postkassen, hvis den ny regering ændrer den nuværende ordning med “Reklamer – nej tak” til en aktiv tilmeldingsordning, skriver Dansk Handelsblad.
Konklusionen stammer fra en undersøgelse foretaget af mediabureauet IUM.
– Kun halvt så mange husstande som i dag vil få aviserne, hvis der kommer en ja tak-ordning, hvor danskerne skal tage stilling til hele bunken af tilbudsaviser på én gang, siger administrerende direktør Michael Thim fra IUM til Dansk Handelsblad.
Hos foreningen Dagligvareleverandørerne mener direktør Niels Jensen, at undersøgelsen bekræfter, at der er et stort spild ved at sende så mange tilbudsaviser ud som i dag.
– Det er skræmmende, at kun fire ud af ti forbrugere i virkeligheden gider have tilbudsaviserne, siger han.
For øjeblikket modtager 78 procent af de danske husstande tilbudsaviser, fordi husstandene ikke har sat et ”Reklamer – nej tak”-skilt på postkassen.