Michael Jeppesen, der for fem år siden trådte ind på bureauscenen, da han stiftede MUST, står nu – måske – på tærsklen til et internationalt gennembrud med et værktøj, som har potentialet til at kunne vende op og ned på marketing i en lang række virksomheder.

Spørgsmålet er, om Michael Jeppesen og hans team har opfyldt marketings hede drøm om at være always on – og om man med værktøjet endelig kan realisere ægte omnichannel.

Værktøjet hedder Render. Groft sagt fungerer det på den måde, at man kommer data ind i den ene ende – og ud af den anden ende kommer personaliserede reklamer med høj relevans.

Forudsætningen er, at der er styr på data, budskaber, målgrupper og kanaler.

Men når der er det, så har værktøjet automatiseret annonceproduktion og -distributionen, hvilket åbner for, at den enkelte annoncør kan skrue voldsomt op for mængden af indhold – uden at omkostningerne følger med og er en-til-en med mængden af indhold, hvad enten vi taler display, video eller sågar print.

Derudover gør automatiseringen, at time-to-market i nogle tilfælde er skåret ned til sekunder, ligesom det er muligt at levere korrekt og synkroniseret kommunikation på tværs af kanaler.

– Hvis du er en virksomhed, der har fem millioner varenumre, 150 målgrupper og du udkommer i ni kanaler 52 uger om året, så skal du have produceret indhold i en mængde, der er uhyggelig stor for at være always on – og samtidig give en positiv ROI. Og det kan man jo ikke. Men det er præcis det, vi tilbyder med Render, siger Michael Jeppesen, der fortsætter:

Michael Jeppesen forklarer, at Render er en god samtalestarter, men vanskelig at sælge. Foto: Bax Lindhardt.

– Vi har automatiseret marketing, så man ikke længere skal sidde manuelt og versionere film og bannere. Vi kan få budskaberne til at hænge sammen på alle platforme i alle kontekster. Og helt ligesom dengang man automatiserede industrien, så kan alle bruge deres hoveder bedre, når teknologi tager sig af alle de kedelige opgaver.

I øjeblikket arbejder MUST-udviklerne på en række nye features. Det nyeste er automatisk fritskrabning og forbedring af billedkvalitet med op til 16 gange.

De næste features handler om, at værktøjet skal kunne håndtere dataindsamling fra og annoncering til fysiske butikker, AI-optimering af det kreative output og indsamling og rensning af data på tværs af kanaler.

– Vi er også i gang med at inkorporere loops, så markedsføringen kommunikerer tilbage til systemet, så vi hvert sekund kan optimere vores medieindkøb og tilstedeværelse og iterere indhold og budskaber efter, hvad der virker bedst, siger Michael Jeppesen.

Han forklarer, at ideen til værktøjet opstod, da hans to partnere Bo Kanstrup og Dennis Bøgested Laursen, fandt ud af, at de kunne ændre billedet og budskabet på bannere, så de kunne arbejde med konteksten i det sekund, hvor folk ser banneret.

– Det solgte vi ind til Coop, der løbende har givet os mere albuerum, siger Michael Jeppesen.

Coop er på

Render er således udviklet til Coop. Og i dag sker en stadig større del af Coops digitale marketing-indsats igennem værktøjet, oplyser digital teamchef i Coop Marketing, Sami Lars Olesen, der sidste år gav Markedsføring et indblik i, hvordan man i Fakta-kæden i slutningen af 2018 havde ændret radikalt på, hvordan der bliver bedrevet digital markeds- føring.

– Den her maskine blev etableret for, at vi kunne være always on, siger Sami Lars Olesen i dag.

Ved at implementere Render i Faktas markedsførings-indsats fik man automatiseret processerne i banner og video-produktionen.

Resultatet af det arbejde var, at Fakta i foråret sidste år kunne lave mellem 50 og 70 videoer til bannere og YouTube om ugen – langt hen ad vejen uden menneskelig indblanding.

– Fordi det i dag er et IT-værktøj, der laver videoerne, kan vi lave mange flere videoer til mange forskellige målgrupper. Hvor du tidligere lavede en video, der kørte i en periode og som ramte meget bredt, så har du i dag mulighed for at lave mange videoer på meget kort tid – til mange forskellige målgrupper, sagde Sami Lars Olesen.

Sådan fungerer Render – trin for trin

– Render har adgang til kundens data, f.eks. produktinformation fra PIM, assets fra DAM mv.

– Små automatiseringsprogrammer tilpasset kundens workflows, CVI og evt. andre ønsker bearbejder data. Det kan være fritskrabning og optimering af billeder, automatisk producering og opsætning af landingpages, indhold til e-mail-templates, print til PDF og POS m.v.

– Render genererer og distribuerer indhold til alle kanaler og alle segmenter.

– Render optimerer via annonceplatforme effekt og performance automatisk.

– Det hele sker uden menneskelig indblanding, dog er der et dashboard, som gør det muligt at overvåge processen og oprette kampagner manuelt.

Kilde: MUST.

Systemet var allerede sidste år, hvor det blev kaldt ”nyskabende” af Sebastian Gullak, der er stifter og CEO hos Atcore, millioner af kroner værd for Coop, da Fakta blev i stand til at nå dobbelt så mange potentielle kunder for det samme budget på en uge.

I dag er det nok ikke blevet mindre værd, da Sami Lars Olesen oplyser, at værktøjet er blevet implementeret i Coops øvrige dagligvarekæder med undtagelse af Irma. Og værktøjet står nu for 90 procent af Coops banner- og video-produktion.

Siden begyndelsen er der blevet kørt cirka 48.000 tilbud igennem Render på tværs af Coops brands.

Systemet er sat op til at lave annoncer ud fra antallet af Coops tilbud pr. uge. På den måde kan man kan lave en liste til en tredjepartsplatform med for eksempel 50 budskaber til et enkelt segment i prioriteret rækkefølge.

Afhængigt af budgetstørrelse og performance vil tredjeparts-algoritmer og/eller mediebureauet afgøre, hvor langt ned på listen man når – og hvor mange budskaber, der bliver aktiveret.

Et estimat over den samlede Render-reklameproduktion lyder derfor på cirka 200.000 annoncer pr. år, der har kørt via Adform, Google, YouTube, Facebook og via email.

Sami Lars Olesen oplyser, at der i e-mail-markedsføringen er blevet bygget et ”mini-CMS”, hvor tilbudsgrafikker ligger i.

– Det har gjort e-mail-opsætning og udsendelse nemmere og billigere. Vi sender mange tilbudsmail, så besparelsen har været stor, siger han og oplyser, at man arbejder på at få værktøjet implementeret i Coops kommende CRM-system.

Ofre

Tilbage på bureauet er Michael Jeppesen ved at gøre klar til at udvide butikken. Der skal ansættes sælgere, Client Directors og en Marketing Manager.

" Vi rammer ikke kun marketing, men hele virksomhedens måde at arbejde på.
Michael Jeppesen, CEO, MUST

I alt skal der hyres 10 nye medarbejdere, så Render kan blive rullet ud i Holland, England, Norge, Sverige og USA, hvor bureauet er ”i tæt dialog med mange potentielle kunder.”

Hvor mange har I solgt det til?

– Vi er godt i gang i flere europæiske lande og USA. Vi er i retailbranchen, forsikrings- branchen og inden for bankverdenen, siger Michael Jeppesen.

Hvad er perspektivet?

– Lige nu vil vi gerne bevise os selv med internationale kunder. Vi vil gerne have kunder, der enten er i mange lande, eller som har mange produkter, eller mange segmenter og som har mange forskellige touchpoints i brugerrejsen. Og så vil vi gerne et sted hen, hvor vi kan automatisere det fuldstændigt.

Hvordan går det med forretningen?

– Vi lykkes med at automatisere kunders markedsføring, og vi lykkes med at skabe enorme værdier for dem. Men det er ikke lykkes for os at skabe økonomisk værdi for os selv endnu. Banken vil sige vi har underskud, men vi prøver at se det som en investering, siger Michael Jeppesen.

Det er måske fordi produktet ikke er, som det skal være?

Blå bog

Navn: Michael Jeppesen
Alder: 44 år
Stilling: Ejer og CEO, MUST
Tidligere job:
– Bagsideskribent, Ekstra Bladet
– Bagsideskribent, Urban
– Stifter, Den Fri
– Stifter, New Deals
– Kunstanmelder, Information
– Vært, DR
– Vært, Radio24syv
– Forfatter til flere bøger

– Vi skal nok lykkedes. Men det er sværere at sælge noget, der skaber store omvæltninger. Vi rammer ikke kun marketing, men hele virksomhedens måde at arbejde på.

Folk søger ellers som regel miraklet?

– Ja, men hvis det medfører store forandringer, så er det svært. Hvis man laver noget, som virkelig er samfundsændrende – og jeg er med på, at vi er bare i marketing-verdenen – så er det ikke noget, der er rart. Det kan kræve ofre. Og det er vores store problem, siger han.

Michael Jeppesen forklarer, at man i salgs-processen ikke ”kommer ind på CEO’ens kontor til en hyggesnak om, hvordan der kan spares tre procent eller optimeres et sted i kæden.”

– Vi taler om, hvordan han kan flytte en lang række medarbejdere til mere meningsfyldte områder, hvordan han kan tage de dumme opgaver fra eksterne bureauer, hvordan han kan være ægte omnichannel osv. Og det er faktisk ikke det, de fleste mennesker har lyst til. Det her er verdens letteste ting at få store samtaler i gang på, men det tager lang tid at få solgt. Men nu har vi været i gang i et år, og det går fint, siger han.

Hvor mange penge har du til det?

– Jeg tror, at jeg har brug for at omsætte cirka 20 millioner kroner i det næste år på Render for at få det til at hænge sammen, siger Michael Jeppesen.

Man kunne forestille sig, at der er andre, der har væsentlig flere penge og som arbejder på noget lignende?

– Vi er nok ikke de eneste, der sidder med det, men vi har den fordel, at vi ikke er en del af noget andet. Vi har ikke nogen begrænsninger. Og jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis handler om at komme først. Det gjorde Google heller ikke. Der er et fantasielement i Render. For teknologien giver os nogle muligheder, som vi endnu ikke har fundet det fulde potentiale i. Og så tager det også noget tid at få lov hos kunder. Der er mange hundrede use cases for værdiskabelse med Render. Ægte automatisering fjerner grænser, vi aldrig før havde lagt mærke til, siger han.

Alle falder

Da Michael Jeppesen stiftede MUST i 2015, var det ud fra en ide om, at hvis han kunne få virksomheder til at agere som journalister og medier, så kunne de få et reelt forhold til deres kunder.

Men da han bød kunder op til dans, gav mange ham den kolde skulder. Michael Jeppesen var på udebane i marketing-land:

– Der var en marketingvirkelighed, som jeg slet ikke kendte. Jeg vidste ikke engang, hvad et mediebureau var. Det havde jeg ikke hørt om, siger Michael Jeppesen.

Artiklen fortsætter under billedet…

Michael Jeppesen kom på udebane, da han stiftede MUST. Foto: Bax Lindhardt.

I dag har han fundet en balance, men han forklarer også, at ”rigtig meget af det, vi har lavet i MUST, ikke har været super fornuftigt.”

– Hvis det handlede om at lave et reklamebureau eller bare noget, der minder om et reklamebureau, så har jeg fejlet stort. Men vi har haft rigtig mange gode ideer, og vi har en lind strøm af modige kunder, som vi får lov at realisere kampagner, computerspil, film og sjove produkter med, siger han.

Og om at træde ind på ukendt territori- um siger han:

– Jeg er fuldstændig overbevist om, at alle de andre heller ikke ved super meget om særlig meget. Jeg har ikke en frygt for at falde. Vi falder alle sammen hele tiden. Og selvom de fleste af vores idéer måske ikke er blevet til noget, så har vi travlt og beskæftiger knap 40 mand.

Hvordan ser der ud på MUST om et år?

– Der har vi bevist, at Render virker i forskellige brancher i forskellige lande. Og så har vi har fået implementeret nogle flere features, så det er blevet et bredere produkt. Vi er ved at udvikle forskellige ting, som kan hjælpe i forskellige processer i det kreative arbejde. Det bliver sjovere, når det ikke kun er en hurtig versioneringsmaskine, siger Michael Jeppesen.

Han tilføjer:

– Vi er ved at finde teknologi-samarbejdspartnere, så vi for eksempel kan lave interaktive retailbutikker. Når Render kan lave en perfekt TVC på 30 sekunder, så kan den også lave vilde oplevelser i butikker.

Ved redaktionens slutning var MUST-regnskabet for 2019 endnu ikke offentliggjort.