“Jeg ku’ så godt tænke mig at åbne låget og kigge ned i hjernen på dig.“ Sådan sagde jeg til en af landets allermest kreative for 14 år siden, da jeg for første gang stod face to face med sådan én.
I dag behøver jeg ikke at kigge ned. Jeg ved nemlig, hvad der er nede i den pågældende hjerne. Der er respekt. Respekt for andre mennesker. Og der er mere end det. Der er den dér helt specielle evne til at se det hele lidt fra oven. Et selvironisk syn på den tilværelse, vi allesammen tumler rundt i.
For bare 14 dage siden, sad jeg i biografen og kom igen til at tænke på det med selvironien. “Åhh…den er så god“, hørte jeg fra sædet bagved, det var Carlsbergs reklame for Vores Øl, hun mente. Dén hvor Carl Smart prøver at gøre indtryk på en ny date med en overklistret øl-etiket. Mon det rammer noget, vi alle sammen har i os? Ja, ellers ku’ vi ikke li’ den.
Er der for øvrigt nogen, der var inde og se filmen Amadæus? Den om Mozarts liv. Det kommer jeg til at tænke på nu, fordi der er en parallel til det, jeg gerne vil fortælle. Mozart var brandhamrende kreativ udi musikken. Men skal man tro filmen, var denne musiske kreativitet havnet i en krop og sjæl, som ikke gjorde sig fortjent til disse astronomiske evner. Det kan vi være ligeglade med, så længe han kunne lave musik.
Vi kan også være ligeglade med alle kreative menneskers adfærd, hvis bare de kan lave reklame. Men Mozart kunne måske noget, som ikke alle kreative kan. Han kunne ramme vore hjerter med sin musik. Han var både musisk intelligent og forstod (sikkert ubevidst) at kombinere det med nogle følelser i sin egen sjæl, følelser som vi alle sammen har.
Kreative mennesker, som forstår at ramme de følelser, vi alle kender til, gør det sikkert lige så ubevidst, som Mozart gjorde det. Deres indsigt i andre mennesker bunder sikkert i sympati og samhørighed, mere end noget andet. Samhørigheden er vigtig, man kan nemlig ikke beslutte sig for, at tænke ligesom hverken en havnearbejder eller en ingeniør. Men man kan tale det sprog, vi alle har tilfælles. Og man kan tale om de oplevelser, vi alle kender til.
Jeg tror, det er det, de gør – de kreative, når de rammer plet lige i hjertekuglen.
Vi drømmer (om fred, om oplevelser, om succes), vi frygter (at mislykkes, at blive til grin, at blive smidt ud), vi græmmes (når vi afslører os, ser noget pinligt, dummer os), vi håber (at verden er mere end som så, at der bliver mere fred, at vi når til tops), vi dummer os (fordi ingen er perfekt), og vi lever med alle vore fejl og mangler. Lad os deles om alle disse fornemmelser. Jeg tror, det er det, de gør – dem hvor man har lyst til at kigge inden for under låget. De deler deres eget livssyn med forbrugerne, under formodning af at det, bortset fra de kreative evner, slet ikke er så forskelligt fra andre Homo sapiens’ers oplevelser af at færdes i denne verden.