De er overalt. I aviser, på tv-skærme, plakater, og hvor kreative marketingfolk ellers kan finde på at placere dem.
Det handler naturligvis om de skanbare QR-koder, som fik et virkeligt gennembrud i den danske markedsføringsbranche i året, der snart går på hæld.
Nye tal fra Scanlife, der står bag en af de mest populære skanner-apps, viser, at danskerne skannede flere end 1,2 millioner QR-koder i 2011. Det betyder også, at tallet ikke fortæller hele historien, da der findes mange andre QR-kode skannere på markedet.
Det er alligevel bemærkelsesværdigt, at Scanlife har registreret en tidobling i forhold til 2010, og det er især QR-kampagner for bryggerier, banker og teleselskaber, der har været frontløbere for denne relativt nye måde at annoncere på, lyder det i en pressemeddelelse.
Store kunder driver udviklingen
Det er ydermere primært store virksomheder, der har drevet udviklingen ved stigende brug af koderne i deres markedsføring, lyder det fra Steffen Krabbenhøft, som er Mobile Director i virksomheden Mediacom, der har speciale i mobil markedsføring.
– Der har længe været en stor skepsis og uvidenhed på det danske marked omkring, hvordan koderne kunne bruges set i forhold til i andre lande, vi sammenligner os med. I 2011 har vi i Danmark set en række anerkendte brands, der har haft succes med at bruge koderne i deres markedsføring, og det har trukket en del mindre spillere med. De danske reklamebureauer har også været lidt langsomme i optrækket, men de nåede også at dufte kaffen i 2011, da de store brands kom med, siger han.
Det mest populære scan i 2011 blev muligheden for at downloade en app direkte uden at skulle omkring eksempelvis Apples App Store eller Googles Android Market, hvor brugeren manuelt skal søge sig frem til den ønskede applikation.
Ifølge tallene stod bryggerierne for 10 procent, bankerne fem procent og teleselskabernes to procent af det samlede antal scan i Scanlife.
– Det skyldes, at bryggeriernes produkter, altså øl eller sodavandsdåsen, passer perfekt til QR koderne, da forbrugeren tilbringer relativ lang tid sammen med produktet i forhold til outdoor- og printannoncer. De store banker og teleselskaberne har ligesom bryggerierne nemt ved at tilbyde merværdi i form af hurtig download af netbank til mobilen og musiktjenester. Det handler om helt enkelt om convenience. Forbrugeren får produktet hurtigere, end ved at skulle søge i App Store, siger han.
The best is yet to come
I det nye år står den på nye tiltag fra supermarkedskæderne, der forsøger at tilgodese den travle dansker. Danskerne får således mulighed for at handle dagligvarer i store dele af den offentlige transport ved hjælp af mobilen.
– Vi får væsentligt flere kreative eksekveringer at se i Danmark i 2012, såsom indhold der inspirerer til nye spændende måder at bruge virksomhedens produkter på. I Østen er det f.eks. helt normalt at de store supermarkedskæder tilbyder kunderne at købe de mest almindelige dagligvarer i den offentlige transport. Det foregår ved at forbrugeren scanner annoncer, hvorefter varerne i korte intervaller bliver sendt hjem til dem. Det kommer til Danmark i 2012, siger Jesper Stuhr, der er direktør i Scanbuy Danmark
Scanbuy har hovedkvarter i New York og har lokale kontorer i Mexico, Chile, Spanien, Danmark og Kina. For at downloade ScanLife applikationen skal du gå til din telefons app. store eller indtaste getscanlife.com i din mobile browser.