Tv-kanalen ESPN, som ejes af Disney-koncernen, gennemførte i sommer en række tests midt under VM i fodbold i Sydafrika.
Formålet var at få en pejling på, om der var forskel på seernes reaktioner på og erindring af tv-reklamerne alt efter, om de blev vist på traditionel vis eller i 3D – og det er der, tyder resultaterne på, skriver nyhedssitet advanced-television.com.
Testpersonerne blev i forbindelse med målingen delt op i tre grupper. Den ene gruppe så halvdelen af reklamerne i almindeligt format og den anden halvdel i 3D i løbet af én fodboldkamp. Den anden gruppe så tre kampe på én dag med kun 3D-reklamer – og den sidste gruppe så én kamp med 3D i hver af fem dage, forsøget kørte.
Forskerne kan blandt andet se, at det hjulpne kendskab steg fra 68 procent for det almindelige reklameformat til 83 procent, når reklamerne blev vist i 3D. Købsintentionen steg fra 49 til 83 procent, og også liking viste sig højere for 3D-reklamerne end for de todimensionelle.
Forskerne tilføjer dog, at resultaterne ”kan være påvirket af nyhedens interesse for 3D”.