Danmark har været selvforsynende med strøm i mange år, men nu har vi brug for at importere el fra udlandet hver eneste uge.

Det viser en ny rapport, som vækker bekymring i energibranchen.

Hidtil har Danmark et par uger om året støttet sig på udenlandsk strøm, når presset var størst. Men nu er en tredjedel af de centrale kraftværker lukket, og en voksende del af strømforsyningen kommer fra vindmøller.

Det gør det ofte vanskeligt at dække behovet under spidsbelastning, for det er kraftværkerne, som fylder ud, når vinden ikke blæser, siger afdelingschef Charlotte Søndergren fra brancheorganisationen Dansk Energi.

Danmark er sammen med Polen og Makedonien havnet i kategorien “ekstremt afhængig” af elimport fra andre lande. Det fremgår af en halvårsrapport, udsendt af den europæiske sammenslutning af systemansvarlige, ENTSO-E.

/ritzau/