Selv om den årlige kreative festival Cannes Lions i Sydfrankrig sætter sig på en hel del af opmærksomheden i denne uge – ja, så er der jo ingen grund til at glemme, at danske bureauer og arbejder også gør sig fornemt bemærket andre steder i verden.
Tag nu fx det danske motion design-hus Frame.dk. Sidste efterår blev bureauet valgt til at kreere channel id’ og titel-sekvenser til den arabiske tv-kanal Al Jazeeras amerikanske station, Al Jazeera America.
Og det har de danske Frame-folk åbenbart gjort godt, for forleden vandt titel-sekvensen til kanalens nyhedsflagskib America Tonight ikke bare en, men to guld ved det internationale awardshow, Promax BDA Global Excellence Awards, i New York.
Frame.dk’a arbejde for Al Jazeera var nomineret i kategorierne Art Direction & Design: News Program Open/Titles og On-Air Typography – og begge nomineringerne gav altså guld.
Optagelserne til titel-sekvensen er foretaget i Los Angeles, hvor Anders Schrøder, partner og Creative Director i Frame, var ovre for at instruere. Post produktionen er lavet hos Frame i København.
Giver opmærksomhed
Og for Thomas Bay, partner og Executive Producer i Frame, er det ikke kun æren, der tæller:
– For Frame betyder det helt sikkert en masse omtale og opmærksomhed i udlandet, så det skulle gerne sætte ekstra gang i de internationale jobs, som vi allerede har mange af. Det er med til at vise, at vi – og vores design og animation – sagtens kan kæmpe mod de store konkurrenter fra udlandet, siger han.
En af de internationale kunder, Frame.dk allerede er godt inde hos, er FOX Sports i USA, som Thomas Bay forventer at udbygge samarbejdet med, men også flere andre eksisterende – og potentielle – kunder var på plads ved prisuddelingen i New York.
– Lige nu er vi i gang med et kæmpe pitch til redesign af en tysk nyhedskanal, som var tilstede ved Promax. Da det blev officielt, at vi havde vundet med Al Jazeera, sendte tyskerne en besked til os med mange lykønskninger. Så hvem ved: måske det hjælper til med at vinde pitchen, som skal præsenteres i Berlin i morgen, lyder det fra Thomas Bay.
Efterskole-priser
Og også på Fyn er der feststemning. Her har Odense-bureauet Clockwork nemlig lige snuppet ikke færre end tre bronzestatuetter ved den amerikanske prisuddeling Telly Awards.
De to af statuetterne skyldes henholdsvis en tv-kampagne og en onlinefilm for Specialefterskolen, mens den tredje er vundet for en Daloon online film.
Årets Telly Awards er nummer 35 i rækken siden starten i 1978, og det er ikke en lille pris: Hvert år når mere end 10.000 indsendelser fra fem kontinenter frem til en jury, hvor alle medlemmer tidligere har vundet Silver Tellies.
Så det er ikke uden stolthed, at Clockwork modtager priserne, og ikke mindst de to priser for kampagner og film for en så speciel dansk verden som specialefterskoler, vækker stolthed.
– Det er film, der er lavet med hjertet, og det er vel det, der brænder igennem hos de internationale jurymedlemmer, siger Jan Lindholm, direktør hos Clockwork.
Den tredje bronze går til Daloon online filmen “bordfodbold” – en kampagne, der i øvrigt tidligere også er blevet præmieret ved Hermes Creative Awards.
Se Frame.dk’s titel-sekvens til America Tonight her.
Den ene af Clockworks film for Specialefterskolerne her.
Og Clockworks Daloon-film her.