GroupM’s What’s Next-konference begyndte med store velkomstord: ”Vi kan påvirke fremtiden,” sagde Jonas Hemmingsen, GroupM’s nordiske CEO.

En glimrende påstand ved indgangen til en række inspirerende indlæg, der for en gangs skyld ikke var bygget op over camouflerede salgstaler fra værten.

Og netop dét gav What’s Next tag-linen, Illuminate the Future, ekstra tyngde. Bakket op af en perlerække af keynote-speakere. Men lad os gøre velkomsten færdig først:

– Der er ikke tvivl om, at teknologi og data, Big or Small, er nøgleord for alle os her i dag, fortsatte Hemmingsen. ”Men hvilken teknologi og hvilke data?”

Alle virksomheder opsamler, efterspørger og skaber endda data. Det er den nye olie, især når det er brændsel for innovation, og det er det jo, var stort set alle indlægsholdere enige om.

Rejs gratis med SAS
For at illustrere hvad innovation også er, fortalte Jonas Hemmingsen følgende:

– Der er nærmest ikke grænser for, hvor langt, man kan tænke. Tag for eksempelvis SAS’ CMO Eivind Roald, der har denne vision: Engang i fremtiden skal det være gratis at flyve med SAS. Reklamer om bord vil finansiere rejsen. Opsamling af data vil gøre det muligt.

Noget af en påstand, kan man mene, men det er altså 20 år siden, Fords topchef spåede, at Ford engang i fremtiden ikke primært levede af de solgte biler, men af værdien via marketing rundt om bilsalget. Kun få forstod dengang, hvad han mente, men i dag ved stort set enhver førstesemester-studerende på CBS, at positioneringen af brands sker via værdien rundt om produktet.

Tilbage til ”Terminalerne” i Nordhavn, et fabelagtigt godt sted at invitere 700 gæster til at overvære den magtdemonstration, What’s Next også er et udtryk for.

Jonas Hemmingsen sluttede sin introduktion med en stærk pointe, nemlig at innovation i særdeleshed også handler om mod og vilje.

– Google opfandt jo ikke search, det gjorde søgemaskinen ”Archie” i 1990, altså otte år før Google, men det var Google, der gjorde værktøjet til en global forretning.

Og med de ord fra topchefen gik Mikkel Hagedorn, GroupM’s leder af What’s Next-divisionen på podiet.

Vi hader jo reklamer, men…
Ikke overraskende var Mikkel Hagedorns grundpostulat, at flere og flere hader reklamer. Ergo er det væsentligt at overveje, hvordan virksomheder og bureauer håndterer den stigende reklame-lede?

– Det gør man ved at konstruere kommunikation af så høj kvalitet, at forbrugerne ender med at klappe af reklamerne, påstod han.

Tåbesnak? Og dog, er det så tåbelig en påstand i en verden, der om ikke mange år har 26 milliarder forbundne devices spredt ud over kloden? Nej, ikke hvis man har modet, viljen og tør tænke det ”umulige”. 26 milliarder forbundne devices er 26 milliarder medieplatforme, så ”massen” til at tænke stort er der.

Slaver af vanetænkning
Ifølge Hagedorn går vi stort set alle til de daglige opgaver som slaver af vanetænkning. Vi gør, som vi plejer, thi det er stort set ”godt nok”.

– Vi skal turde vende tingene på hovedet, ellers når vi aldrig hen til innovationen. Spørg jer selv, om Ekstra Bladets nyeste digitale satsning er en avis, der er digitaliseret? Eller det er en digitaliseret avis?

Der er fandens til forskel – pardon my french. Eller med et citat fra Brad Templeton, en de førende futurister i Silicon Valley, der engang blev spurgt, om det er de store bilmærker eller Google, der vinder slaget om at skabe fremtidens bil?

– Det vil Google uden tvivl, svarede Templeton, ”fordi de store bilkoncerner ser udfordringen som at skabe en bil med en computer, mens Google går omvendt til opgaven. De vil skabe en computer med en bil”.

Og hvad blev der så af Mikkel Hagedorns påstand om at få folk til at klappe af reklamer?

Hagedorn brugte BIO-spillet som et enestående eksempel på, at det kan lade sig gøre. Da BIO-spillet blev introduceret som en spille-app, der kunne bruges inden reklamerne rullede over biograflærredet, gik en betydelig mængde gæster til tasterne på deres smartphones.

Og efterhånden som vinderne materialiserede sig, steg stemningen i salen betragteligt. Til sidst udråbtes en vinder (på smartphonen og Facebook), og folk i salen rejste sig og klappede.

Af hvad? En reklame for Coca-Cola, hvilket BIO-spillet jo var… så vidt denne signatur husker. Ergo kan det lade sig gøre at engagere og involvere forbrugerne, bare man er modig og dygtig nok, og leverer den rigtige reklame på det rigtige tidspunkt.

Mere om mod, vilje og talent i en efterfølgende artikel om keynote speakerne ved What’s Next-konferencen.