Banken er et dårligt sted at spare op, da det ikke giver nogen rente, så hvis man eksempelvis har 141.000 kroner stående på en almindelig indlånskonto, taber summen 2500 kroner årligt i værdi på grund af dårlig rente, skat og inflation.

Det viser en analyse, som Spar Nord har lavet. I alt har vi 743 milliarder kroner stående på indlånskonti, viser Nationalbankens tal – og det er det højeste nogensinde. Det vil sige, at den gennemsnitlige dansker har 141.000 kroner stående i banken.

Cheføkonom i Spar Nord, Jens Nyholm advarer mod udviklingen.

– I sidste ende betyder det, at vi alle sammen får færre penge til forbrug og det er hverken i forbrugernes eller samfundets interesse, siger han.

I stedet kunne pengene investeres for at give et højere afkast. Men sporene skræmmer hos bankerne. Det siger privatøkonomisk rådgiver Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg, der møder bankernes misrøgtede kunder.

– Der er en del folk, som ikke har tillid til banken. De tør ikke købe noget af dem, men de tør heller ikke tage pengene ud. Så hellere lade dem stå til en lav forrentning, siger Kim Valentin til Ritzau.

 

/ritzau/