Den økonomiske krise får en del af skylden, men udviklingen er også et resultat af en større fortrolighed med nethandel, mener professor i forbrugeradfærd. Udviklingen dokumenteres af Forening af Danske Interaktive Medier (FDIM), der for Politiken har optalt antallet af registrerede bruger på de tre dominerende brugtcentraler i Danmark – DBA, Gul og Gratis og Trendsales.
Hvor de tre websites ved finanskrisens start i september 2008 havde 1,14 millioner registrerede brugere, var antallet ved den seneste optælling i august 2011 1,46 millioner, hvilket er det højeste antal, siden FDIM begyndte sin optælling i maj 2007. Når danskernes interesse for handel med loftets gemmer vokser, kan det skyldes en ny sparsommelighedstrend, mener professor i forbrugeradfærd John Thøgersen fra Aarhus Universitets Business and Social Sciences, der tidligere var kendt under navnet Handelshøjskolen i Aarhus.
– Helt grundlæggende er der jo ikke nyt i danskernes interesse for at handle med brugte varer. Vi har altid haft marskandisere, loppemarkeder og garagesalg. Det nye er måske mere, at danskernes er begyndt at handle brugte varer over nettet. Vi er blevet mere fortrolige med nethandel, og i takt hermed er handlen med brugte varer også steget, siger John Thøgersen til Politiken.