”Hverken sprog eller nationalitet spiller en afgørende rolle for danskerne, når de handler på nettet. Op mod hvert femte online varekøb går til udlandet, og det er en konkurrence, som danske netbutikker skal og kan tage op. For ligesom konkurrencen kommer udefra, så åbner nettet for nye store markeder uden for Danmarks grænser. Det er bare med at komme i gang”
Sådan lyder opfordringen fra direktør Morten Kamper, FDIH, Foreningen for Distance- og Internethandel.
Det kan være svært helt at gennemskue regler og rettigheder, når man køber varer i et andet land via nettet, også inden for EU. Men det afskrækker ikke danskerne.
– De mest succesfulde netbutikker – uanset hjemland – leverer ganske enkelt en god service, hvor de imødekommer kundernes ønsker, konstaterer Morten Kamper.
Det er beskatningsmæssigt ukompliceret at handle både on- og offline inden for EU, men man skal være opmærksom på toldreglerne, når netbutikken ligger i lande uden for EU.
Her lægges der told og moms på varerne, ligesom alle distributører tager et gebyr for at løse den opgave – og den omkostning skal forbrugerne regne ind i prisen, før man kan se, hvad den reelle pris vil være.
Generel vækst
I det hele taget går det ganske godt for net-handlen, viser tallene fra Dansk e-handelsanalyse.
Væksten i e-handlen er målt på PBS’ korttransaktioner steget 15,9 procent fra 3. kvartal 2008 til 3. kvartal 2009.
– Krisen har fået kunderne til i højere grad at sammenligne priser og varer, og det er især nemt på nettet. Den trend har præget hele året, så nethandlen fortsat vokser, siger Morten Kamper.
Det er FDIH, der sammen med Post Danmark, PBS og Kelkoo, står bag Dansk E-handelsanalyse.