Jante-hvaffer-en-lov? Vi danskere omfavner vores virksomheds-fyrtårne med så stor en respekt, at den i sig selv lyser op.
Det amerikanske konsulentfirma, Reputation Institute, har blandt 30.000 personer lavet en hitliste over omdømmet hos de 600 største virksomheder i verden. Virksomhederne er kun bedømt på deres hjemmebane, d.v.s. Nokia bedømmes af finner, L’Oreal af franskmænd osv.
Og selv som instituttet har justeret for nationale forskelle – f.eks. er franskmænd generelt mindre begejstrede for franske virksomheder, end brasilianere er for brasilianske – så kan det ikke holde danskernes respekt for Lego, A.P. Møller-Mærsk og Danfoss nede.
Udover de tre nævnte har vi Velux, Novo, Vestas og Grundfos på listen af over verdens 50 mest respekterede virksomheder. Syv i alt, og det er verdensrekord. Befolkningernes bedømmelser i USA og Japan rækker kun til hver 6 Top50-placeringer.
Hvis vi ser på Top100, dukker også Rockwool, Carlsberg og Danisco op. Altså er hver 10. af verdens bedst bedømte virksomheder dansk.
– Virksomheder skal opbygge stærke relationer til forbrugerne, uanset produktet. Det er lettere at gøre det i mindre lande med færre større koncerner, hvilket er blandt grundene til, at kun én amerikansk virksomhed (Kraft Foods, red.) er kommet i top 10. Med de mange store koncerner i USA har amerikanere en mindre tæt forbindelse til de virksomheder, der påvirker deres liv, siger Charles Fombrun, executive director i The Reputation Institute til finansmagasinet Forbes.
Danskernes positive bedømmelse af lokale mastodonter er ikke gået upåagtet hen i konsulentfirmaet bag undersøgelsen:
– The Lego founding family takes care of a small Danish town, citeres Fombrun for i Forbes, og han understreger, at gode gerninger naturligvis forbedrer koncern-imaget. Virksomheder, der bidrager til sociale formål, klarer sig godt i undersøgelsen.
Virksomhederne med det værste omdømme er Halliburton, der bl.a. trawlede kontrakter i kølvandet på USA-styrkernes fremmarch i Irak, samt svenske Skandia og japanske Mitsubishi Motors. peng