Danskernes bekymring er nu næsten på niveau med efteråret 2007, altså før krisen satte ind.
Det skriver Ugebrevet A4 på baggrund af en måling, Voxmeter har foretaget løbende i ti år blandt 1.100 repræsentativt udvalgte danskere. Deltagerne har – senest i starten af december – angivet deres bekymring over 19 faktorer.
Og nu er blot 34 procent af respondenterne samlet set ‘en del’ eller ‘meget bekymrede’ over livets gang i Andedammen. Før krisen, i 2007, var tallet lidt lavere – 31 procent – men da bekymringen toppede i 2009, angav hele 51 procent af danskerne at være ‘en del’ eller ‘meget bekymret’. Blandt de emner, som flest danskere er mest bekymrede for lige nu, er ‘ældres vilkår’, ‘forurening’ og ‘arbejdsløshed’.
Til gengæld er bekymringen for arbejdsløshed faldet svagt på det seneste. Lige nu angiver 54 pct., at de er ”en del” eller ”meget bekymrede” for arbejdsløshed.
/ritzau/