Danskernes køb med betalingskort i udlandet er steget så meget, at det påvirker dansk økonomi. De seneste tre år er købene uden for landet steget med 40 procent.
I samme periode er betalingerne med kort herhjemme kun vokset 14 procent.
Det svarer til, at når vi i dag køber for 100 kroner på betalingskort, ender 11 af dem i udlandet. I 2011 var det kun ni ud af 100. Det viser tal fra Nationalbanken.
Antager man, at hele stigningen i udlandet var endt i Danmark, ville det ifølge Nykredit have hævet det private forbrug med 6,7 milliarder kroner siden 2011.
Det mærker man tydeligt i landets butikker, fortæller Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.
– Vi har et øget problem med grænsehandel og handel i udenlandske netbutikker. Når danskerne handler på nettet, er op mod hvert fjerde køb nu i udenlandske netbutikker, siger markedsdirektør Henrik Hyltoft fra Dansk Erhverv til Politiken.
/ritzau/