I aften går Danmark amok. Forhåbentligt.
Pengene vil flyve rundt i æteren, og samlet set vil vi nærme os 100 mio. kr. Forhåbentligt.
Det er nemlig aftenen for Danmarks Indsamling, der for syvende gang er ramme om danskernes bidrag til de nødlidende i Afrika. De har som bekendt markant mindre end os til dagen og vejen.
DR arrangerer igen det store show, der i år foldes ud fem steder. I Danmark er baserne fordelt i Aalborg, Odense, Horsens og Roskilde, og det nye i årets event er, at de fire landsdele kæmper om pladsen som mest givende location. Centrum, eller omdrejningspunktet om man vil, er dog i byen Kayonza i Rwanda, hvor SOS Børnebyerne har opført en skole, og hvor Louise Wolff og Nikolaj Koppel befinder sig og repræsenterer ”casen.”
– Jeg vil ikke spå om resultatet, men blot sige, at sidste år blev det til 88 mio. kr, som jeg håber vi når i nærheden af. Og jeg vil også godt sige, at danskerne er et af verdens mest generøse folk, når det kommer til at støtte nødlidende, siger Sune Bang, partner og direktør i Kommunikationsbureauet København, der undfangede idéen til Danmarks Indsamlingen for syv år siden.
Indtil dato har danskerne bidraget med 500 mio. kr. i løbet af showets 6-årige eksistens. Det er et enormt tal, når vi sammenligner med andre landes tilsvarende shows. I 2010, da katastrofen ramte Haiti, og hvor indsamlingen gik til både Haiti og Afrika, nåede vi op 130 mio. kr. fra den ene million seere, der fulgte showet. I USA, hvor man gjorde det tilsvarende foran 90 millioner seere, nåede indsamlingen 350 mio. kr.
Danske virksomheder bidrager med godt en tredjedel hvert år. Det er vel i sig selv et nydeligt træk? Men hvorfor?
– Der er flere elementer, fortsætter Sune Bang. ”Virksomhederne tænker i højere grad på involvering uden for eget hus, end de gjorde for bare 10 år siden. Meta-trenden om ansvarlighed spiller afgjort en rolle. Både eksternt i forhold til samfundet og eventuelle partnere – og internt i forhold til medarbejderne, er der god logik i at tage ansvar for mere end top- og bundlinje og antal ansatte.
En af de virksomheder, der er med i aften er Nykredit. Hvorfor?
– Vi har været med i alle årene, det er så at sige en del af vores DNA, og i år og de seneste år har vi doneret 200.000 kroner hver gang. Vi knytter ikke pengene sammen med marketing-indsatsen. Vi mener det er to forskellige ting, siger Nels Petersen, kommunikationsdirektør i Nykredit.
Hvorfor ikke kommunikere, at man er en markant sponsor?
– Det er nok bare ikke vores stil. Vores marketing sker via tv eller andre platforme, der er egnede til det. Danmarks Indsamling støtter vi, fordi det er en god sag, og de 12 organisationer, der formidler pengene, sikrer en troværdig og effektiv anvendelse. Indsamlingen fredag aften er bare ikke et stykke marketing for os, og vi har fx takket pænt nej til at stå på scenen og donere pengene.
Nykredit har altid støttet diverse godgørende formål, og virksomheden har da også en politik om, at 50 medarbejdere må rådgive de voldsramte kvinder, som Mary Fonden rækker en hjælpende hånd.
Og mange andre virksomheder vil gøre som Nykredit. Vi har en tradition for at gøre godt i Danmark, for det uselviske, når elendigheden dukker op på skærmen. Og vi gør det igen i aften, når afrikanere skal have hjælp. Tendensen om social ansvarlighed spiller ind, og det har generøsiteten for øvrigt altid gjort: Det gør godt at hjælpe mennesker, der har det svært, og vi håber, at indstillingen materialiserer sig i endnu højere grad i aften.