Så er det godt nyt til alle marketingsfolk.
Reklamer er blevet mere troværdige i løbet af de seneste seks år.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af Nielsen, der har undersøgt 19 forskellige reklametypers troværdighed i 58 forskellige lande.
Den mest troværdige reklame er ikke overraskende anbefalinger fra ens omgangskreds, peer-to-peer omtale, mener 84 %. I 2007 vurderede 78 % denne type word-of-mouth som pålidelig. De øvrige reklametyper fordeler sig således:
• Virksomhedernes hjemmesider, herunder mikrosites, 69 %. (+9 %).
• Forbrugernes online-tilkendegivelser 68 %. (+7 %).
• Reklamer i tv, radio og aviser 60 % som troværdige.
• Radio- og tv-reklamer noteres for en fremgang på +1%, mens avisreklamer går 2% tilbage.
• Reklamer på sociale medier 49 %.
• Online bannerreklamer 42 %. (+16 %).
• Tekstreklamer på mobilen 37 % (+19 %).
– Virksomhedernes hjemmesider nyder en meget høj troværdighed over hele kloden. Det understreger idéen om, at marketingfolk skal bevare kontrollen med budskaberne om deres brands, men gøre det på en måde, der ikke generer forbrugerne, siger Randall Beard, der er chef for Nielsens analyseafdeling.
Vi har spurgt Frederik Preisler, partner i Mensch, der i primetime på dansk tv har indrømmet, at ”jeg hader også reklamer”, hvordan det mon kan være, at reklamer rent faktisk har troværdighed, og at den vurdering er i vækst:
– Den dårlige nyhed er, at flere og flere opgiver deres sunde skepsis over for reklamen og al dens væsen. Den gode nyhed er, at de kritiske forbrugere måske opgiver deres skepsis, fordi reklamen har udviklet sig en lille smule i retning af det mere relevante og interessante, siger Frederik Preisler.
Se undersøgelsens resultater her.