Tonen over for de arbejdsløse er i medierne præget af en voksende tendens til at fremstille arbejdsløshed som noget, der er de lediges egen skyld og deres eget ansvar. Det skriver Jyllands-Posten.
I fjor gav hver femte nyheds- og debatartikel i dagspressen udtryk for en grundholdning om, at arbejdsløshed er mere eller mindre selvforskyldt. For 20 år siden gjaldt det kun for 7 pct. af indlæggene i aviserne. Det fremgår af en analyse, som centrum-venstre tænketanken Cevea har foretaget ved at gennemgå mere end 1.000 artikler fra årene 1993, 2003 og 2013/14.
Samtidig viser analysen, at mens 89 pct. af artiklerne fra 1990’erne omtalte arbejdsløshed som et strukturelt og samfundsøkonomisk problem, så var det kun tilfældet i 65 pct. af artiklerne i fjor og i år.