Måske er det tid til at klappe hesten og iagttage mobiltelefoner, QR-koder og andre nymodens opfindelser med lidt større skepsis i kampagneøjemed?

I hvert fald viser en ny analyse af danskens brug af mobilen i indkøbsøjemed, at han foretrækker at sidde i ro og mag i sit eget hjem og shoppe bag en PC.

Konklusionen stammer fra Dansk e-handelsanalyses tal fra årets første kvartal, hvor der er sat fokus på, hvordan danskerne bruger mobile enheder samt hvilken rolle QR-koder spiller for forbrugerne.

Den viser i øvrigt også, at hver fjerde fra børnefamilierne (26 procent) har handlet via mobilen inden for det seneste måned, mens det er godt hver femte (22 procent) blandt de unge under 25 år.

De fleste danskere handler med mobilen, når de er der hjemme (65 procent), eller når de er undervejs (13 procent).

– Tallene viser vækst og udvikling på alle områder, hvor man bruger mobile enheder. Men vi er kun i begyndelsen af den mobile e-handel, og der er fortsat masser af udviklingsmuligheder, siger adm. direktør Annette Falberg, FDIH.

Hun mener, at vi i disse år er vidner til en sammensmeltning af kanaler for markedsføring og salg, hvor alle værktøjer og medier – mobiltelefon, reklametryksager, OR-koder og pc – er i brug, når der planlægges online køb og e-handles.

– QR-koderne på tryksager, især annoncer, pirrer vores nysgerrighed, fordi de lokker med yderligere viden om produkter, som vi er fristet til at købe eller har købt. Koder åbner for et samspil mellem offline og onlinemarkedsføring, når de imødekommer forbrugernes forventning om at få mere viden om emnet eller produktet, ved at scanne en kode, siger Falberg.

FDIH, Foreningen for Distance- og Internethandel, står bag Dansk e-handelsanalyse sammen med Post Danmark og Nets. Analysearbejdet er udført af Epinion