I et år præget af kriser og finansiel uro for de europæiske virksomheder og regeringer har tilliden til erhvervslivet og regeringer vist sig modstandsdygtig. Det viser Edelman Trust Barometer 2011, der netop er fremlagt på World Economic Forum i Davos. Undersøgelsen antyder samtidig, at troværdigheden for den øverste ledelse igen er på vej op.
Især i Brasilien og Tyskland er tilliden til erhvervslivet vokset, Kina og Indien fastholder et stabilt niveau, men det ser ikke godt ud for USA, hvor tilliden til alle institutioner – virksomheder, regeringer, ngo’er og medier – er faldet.
Tilliden til virksomheder i USA faldt med 8 procent point til 46 procent. Det placerer verdens største økonomiske magt 5 point fra Rusland på sidstepladsen. Ligeledes er tilliden til regeringen i USA faldet med 6 procent point til 40 procent, hvilket gør USA til et af de fire lande med mindst tillid til regeringen. I den særlige ”Trust Composite Score”, der viser gennemsnittet af et lands tillid til alle fire institutioner, faldt USA fra en plads i top 4 for tre år siden til nu at ligge fjerdesidst.
– Tilliden til virksomheder kan have stabiliseret sig globalt, men fremadrettet er tilliden betinget af, hvad en virksomhed gør, og hvordan den kommunikerer. Autencitet i både ord og handlig er i høj grad til debat – og virksomheder har brug for at demonstrere konsekvens i deres ageren , siger adm. direktør i Communiqué, som repræsenterer Edelman i Danmark.
Michael Buksti peger også på store udsving i Danmark – både hvad angår regering og erhvervsliv, hvor for eksempel banksektoren i en lang periode har ligget lavt.
Eksperter er topscorer
Edelman Trust Barometret viser også, at akademikere og tekniske eksperter i virksomhederne er de mest troværdige talspersoner, mens en “person-som-mig” – altså de almindelige ansatte – er blevet de mindst troværdige.
Desuden rangerer direktører – virksomhedernes topchefer – nu blandt de mest troværdige talspersoner globalt – en markant stigning på kun to år, hvor direktører lå næstsidst; 50 procent siger, at direktører er troværdige talspersoner for en virksomhed – det er en stigning på 19 procent.
På brancheniveau er der generelt global vækst i tilliden. Teknologi fastholder pladsen som nr. 1 for tredje år i træk, efterfulgt af bilbranchen og telekommunikation. I USA har bilbranchen (49 procent) genvundet halvdelen af den tillid, som branchen tabte i 2009, hvor scoren faldt til 32 procent.
Den finansielle sektor er dog den mindst troværdige sektor globalt set (50 procent), hvor bankerne er de næstmindst troværdige (51 procent). I USA er tilliden til banker kollapset – i 2008 lå bankerne på en tredjeplads (71 procent), mens bankerne i 2011 ligger på den næstsidste plads sammen med andre finansielle services (25 procent). I Irland har bankerne fået den laveste score nogensinde for tillid til en branche (6 procent), mens tilliden til banker i Storbritannien faldt til 16 procent – et fald på 30 point på tre år.
Det er 11. år i træk, at Edelmans Trust Barometer udkommer. Undersøgelsen er baseret på 5075 interview af en halv times varighed med beslutningstagere verden over, gennemført i perioden 11. oktober – 28. november 2010 (undtagen i Tyskland og Frankrig hvor undersøgelsen blev gennemført i perioden 3.-13. januar 2011).