Danmark oplever for tiden en større og større interesse for fair trade, da flere forbrugere ønsker at handle etisk og fordi fair trade ses som en modpol til de virksomheder, der kun tænker på profit frem for mennesker og miljø.
Fair Trade Danmarks har haft et succesrigt år, der startede i slutningen af 2005 hvor Danida besluttede at støtte Fair Trade Danmark med 5 millioner kroner hen over de næste to år. Pengene indgår i et ambitiøst projekt, der skal øge kendskabet til og salget af fair trade varer. Fair Trade Danmark har åbnet 4 nye butikker og 16 nye shop in shops i løbet af 2006, og der er, ifølge foreningen, flere på vej.
Så der er ingen tvivl om, at fair trade som begreb er ved at vinde indpas hos de danske forbrugere. Man har det sidste stykke tid kunne læse i flere aviser om, hvordan fair trade markedet boomer lige nu. Ifølge fødevare politisk direktør Mogens Werge fra Coop, så skal man dog tage meldingen med et gran salt. For jo, der er vækst at spore, men væksten kommer fra et relativt lavt niveau.
Coop er den supermarkedsgruppe, der har flest fair trade produkter på hylderne, specielt hos SuperBrugsen og Irma og her mærker man som sagt en vækst, måske ikke så voldsom, som nogen vil gøre den til, men fair trade er, ifølge Mogens Werge, på vej op og det skyldes bl.a., at de er blevet meget bedre til at markedsføre sig:
– Fair Trade er blevet meget dygtige til at markedsføre sig, også set i forhold til, hvor få produkter det egentlig drejer sig om. Coop bruger også flere ressourcer på at markedsføre fair trade-produkter, så sammenholdt med, at ansvaret overfor producenterne i tredje verdens landende er blevet et populært tema i befolkningen, og at produktgruppen er voksende, er der ingen tvivl om at væksten vil forsætte, siger Mogens Werge.
Hos Fair Trade Danmark har man ikke de nyeste tal for 2006, da de endnu ikke er kommet fra licenshaverne.
Hos Analyseinstituttet ACNielsen har man ingen analyser specifikt på fair trade produkter, men man mener, at markedet er voksende med ca. 40 pct.
Heller ikke analyseinstituttet GFK ligger inde med tal for dette marked. Men markedet for etiske korrekte produkter følger, ifølge marketingchef Camilla Fjeldsøe, en trend, der startede med Tvilling-tårnenes fald den 11. september 2001:
– Selv om vi ikke har lavet nogen direkte analyser på fair trade produkter via vores Consumer Scan Panel, der er et husstandspanel, som løbende registrerer panelets indkøb af dagligvarer, kan vi i forbindelse med andre analyser, sagtens se en stigning indenfor fair trade kategorien. Jeg ser to tendenser – tenden har siden d. 11. september 2001 været, at folk søger sammen om fælles holdninger i små trygge fællesska ber. Og så har markedet for dagligvarer længe været meget homogent, hvor produkterne stort set ikke adskiller sig fra hinanden. Derfor søger flere og flere mod andre slags – ikke masseproducerede, men etisk korrekte – produkter, siger marketingchef Camilla Fjeldsøe fra GFK.
Sociolog Emilia Van Hauen mener, at fair trade-bølgen bl.a. er et overskudsfænomen:
– Vi bliver rigere og rigere, men vi oplever også en massepsykose, fordi det er så meget hype omkring begrebet og fordi det jo egentlig er sjældent, vi har mulighed for at dyrke ”det gode menneske” i os selv. Samtidig giver det den enkelte forbruger en oplevelse af, at kunne bruge sin personlige magt til at hjælpe andre, og opleve det kollektive ansvar for menneskeheden. Det er også den eneste måde vi efterhånden kan skille os ud på, for alle har jo i dag en Louis Vuitton taske, så det giver ingen status mere, udtaler sociolog Emilia Van Hauen og tilføjer:
– Hvis krisen igen begynder at kradse herhjemme, så er det op til fair trade-markedet at lave konkurre ncedygtige produkter, for jeg tror stadig, at der vil være et marked. Og det vil der være, fordi de har været med til at ændre vores holdninger og givet os en viden, samt en god oplevelse af, at forbinde os til noget større end et multinationalt profitforetagende – og den bevidsthed forsvinder ikke bare igen.

Det går strygende

Ifølge Fair Trade Danmark, så går det intet mindre end strygende med at åbne nye butikker. Siden projektets start er der åbnet 4 nye fair trade butikker i henholdsvis Nakskov, Aalborg, Thisted og en webshop på HYPERLINK “http://www.fairtradebutik.dkwww.fairtradebutik.dk. Men det tager tid at starte nye butikker, og derfor er der også en del initiativer, som er startet i 2006, men først forventes at udmønte sig i konkrete butikker i 2007. Man forventer at åbne Fair Trade butikker i Sorø, Allinge, Nykøbing Falster og København, og i flere andre byer.
Udover fair trade butikker, har Fair Trade Danmark også arbejdet meget med at få varerne ind i andre butikker eller cafeer, hvis hovedformål egentlig er at sælge andre varer, men hvor indehaveren også ønsker at tilbyde sine kunder fair trade varer, altså en ”shop in shop”.
– Ifølge projektets resultatmål skulle der være åbnet 12 nye shop in shops ved projektets afslutning. Status er, at der er åbnet 16 nye shop in shops alene i 2006. Hvis denne udvikling fortsætter, vil projektet nå mere end det dobbelte af det forventede resultat, vurderer projektleder Lone Froholdt fra Fair Trade Danmark.

– Fair pris der sikrer producenterne en bedre betaling, end der normalt opnås
– Arbejdsbetingelser hvor producenterne har indflydelse på deres arbejde og organisering
– Faste indkøb – langvarigt samarbejde – økonomisk sikkerhed – udvikling lokalt
– Bæredygtig produktion der belaster miljøet mindst muligt
– Menneskerettigheder der bl.a. sikrer at producenternes børn kommer i skole