Dansk Tipstjeneste har præsenteret et valgspil og bryder dermed et gammelt princip om ikke at rode sig ud i noget, som kan påstås at påvirke det endelige resultat. Hidtil har den slags væddemål været overladt til britiske bookmakere, men nyskabelsen understreger det element af lotteri, der præger demokratiets festdag, hvor vælgerne i et kort, ensomt øjeblik skal afgøre landets ledelse.

For dagbladene, plakattrykkerierne og en række reklamebureauer har kampen mellem Rasmussen I og Rasmussen II – The Economist har følt sig nødsaget til at forklare, at de ikke er i familie – været et kærkomment tilskud til driften. I gamle dage blev partiernes aktiviteter betalt af medlemmerne og tilskud fra interesseorganisationer og virksomheder. Nu om stunder er kun en lille del af befolkningen organiseret i vælgerforeningerne, og Folketingets partier har derfor i flere omgange set sig nødsaget til at stikke poterne i statskassen og tilgramse sig en passende pose penge

Rasmussen I & Co. slap med skrækken, da DR’s Jens Olaf Jersild på selve valgudskrivningsdagen fremlagde dokumentation for, at fagbevægelsens medlemmer betaler til Socialdemokratiet, uanset om de vil det eller ej. Især satte Jersild søgelyset på “Arbejderbevægelsens Faglige, Politiske Sekretariat” og postulerede, at der var tale om skjult partistøtte, der ikke fremgik af regnskaberne.

AFPS er en kamporganisation, som er i stand til at mobilisere et stort antal aktive partimedlemmer. Rasmussen I skal ikke føle sig alene, når han står i Aalborg-hallen. Et heppekor vil være på plads. Imidlertid er det ikke i sig selv nogen nyhed, at “bevægelsen” råder over denne diskrete serviceorganisation, som ifølge partisekretær Willy Stig Andersen styres af formændene for henholdsvis LO og Socialdemokratiet. APFS hed i 1930’erne Hovedorganisationernes Informations og Propaganda Afdeling, hvilket bekvemt forkortedes til HIPA. Formålet var at holde kommunisterne i skak og under opsigt på arbejdspladserne, så udover at være en propagandacentral var HIPA også en efterretningstjeneste.

Freden brød ud i 1945, og HIPA gav grimme associationer til HIPO, den slagne værnemagts “hjælpepoliti”. Organisationen blev omdøbt til AIC, Arbejdernes Informations Central, nu var det grimme ord propaganda udgået, men hovedsigtet var fortsat at sikre de tættest mulige bånd mellem Partiet og fagforeningerne. Engang føltes dette bolværk mod bolsjevismen naturligt, nu antager den LO-finansierede organisationen en suspekt karakter, og det er svært at få øje på de undergravende kommunister. Men det er et åbent spørgsmål, om det kan kaldes skjult partistøtte.

På den baggrund kan det fastslås, at DR’s nyhedstjeneste under ledelse af den myndige Lisbeth Knudsen, afdøde Aktuelts tidligere chefredaktør, ikke kan beskyldes for at være en propagandacentral for Bevægelsen. Først kørte DR Willy Strube-sagen, hvis tragiske udgang er velkendt, og derefter fik AFPS et drag over nakken.

Valgkampen er både fascinerende og frastødende, alt efter smag. En ung kvindelig kandidat har ladet sig fotografere topløs til og med navlen, idet hendes attributter dog dækkes af et par arbejdshandsker. Plat, måske, men 19-årige www.signe-friis.dk fik sin krop i avisen og kan nu håbe, at der bliver en plads i Nordjyllands Amtsråd og Aalborg Byråd. En vis underholdningsværdi har også de mange fortalelser, hvor partiformanden må rykke ud og forklare, at pressen har misforstået eller fordrejet en kandidats rabiate udtalelser om fx privatisering af fængselsvæsenet.

Mogens Glistrups genfærd har overtaget den ledige plads som hofnar efter Jacob Haugaard, hvis anarkistiske medvindshumor var noget mere forsonende. “Nå ja, men altså” er Glistrups foretrukne frase, når han slipper vildskaben og bitterheden løs, og man skal være meget nærtagende for at opfatte ham som en reel trussel. Selv muhammedanerne må da fnise, når han vil sende dem hjem til Muhammedanien. Som underholdningsfænomen er han grotesk, og hans medløbere er hver især sælsomme skikkelser, som ellers ikke dukker op til overfladen. Man tager fejl, hvis man tror, at Glistrup er Bornholms store søn. Han elsker sit hjemland, men det er ikke gensidigt, så hans parti har ikke særlige banefordele på klippeøen.

De mange meningsmålinger sysselsætter valgforskerne og forvirrer os andre. Modstridende meldinger vælter ud til offentligheden hver eneste dag, og de har omtrent samme sandhedsværdi som meteorologernes femdøgnsprognoser. Alligevel var det opinionsundersøgelsernes løfte om 30% af stemmerne og derover, der fik Rasmussen I til at træffe sin beslutning, idet han samtidig håbede, at hans generelt respekterede optræden som landsfader efter den 11. september ville give gevinst. Nu kan han håbe – men det må han naturligvis ikke – at der sker et eller andet rædselsfuldt lige op til valgdagen, så befolkningens behov for tryghed gør det indlysende at vælge det sikre.

Nå, jeg skal hen og prøve det nye valgspil fra Dansk Tipstjeneste. Vi vælgere vil jo gerne vinde.