Tv-kanalen Viasat har som de første i Norden sparket en app på markedet, der gør det muligt at følge med i alle Champions League-kampe ”og samtidig passe job, børn og parforhold” – som det hedder i en meddelelse fra det digitale bureau Creuna, der har udviklet og designet appen.

App’en – der har fået navnet UCL Goal – bygger på en ny redigerings-teknologi, som Viasat netop har investeret i.

Teknologien gør det muligt at ”grabbe” en videosekvens, mens den optages, og øjeblikkeligt publicere den på tværs af lande og platforme, så man med minimal forsinkelse kan nyde Messis stjernescoringer eller se John Terry få det røde kort.

Brugerne kan fx markere de kampe, de gerne vil følge med i og derefter modtage push-beskeder med links, når en spiller får gult kort, hvis der scores eller skiftes ud.

App’en blev lanceret i midten af april og er allerede nu røget op som en af de mest downloadede gratis apps på iTunes. Den anbefales sågar af Apple i ”Udvalgte apps”.