Viasat blev topscorer seermæssigt i august. Den MTG-ejede paraply blev set af 30 procent flere seere, end i samme periode sidste år. Relanceringen af ”Fangerne på Fortet” og en ny omgang ”Robinson” trak historisk mange seere.
– Især to forhold gør sig gældende. Dels har TV3 Puls vist sig at være et pletskud, og dels har Viasats egenproduktioner trukket historisk høje seertal, der overgår alle forventninger, siger Mikael Ostenfeld, tv-direktør hos Carat.
Den nye omgang Robinson-ekspeditionen har indtil videre hevet mellem 466.000 og 521.000 seere hen til skærmen, mens ”Fangerne på Fortet” ligger i omegnen af 400.000 seere med astronomiske 532.000 nysgerrige til første afsnit.
– Det mest overraskende er i virkeligheden, at begge udsendelser er genbrug af tidligere koncepter. Men bør med andre ord ikke nødvendigvis gøre koncept-udvikling til raketvidenskab. Har man én gang ramt plet med en god idé, kan den moderniseres lidt og stadig score høje seertal, fortsætter tv-direktøren.
Hvis man dertil lægger FCK’s sidste to kvalifikationskampe til Champions League, der blev set af henholdsvis 300.000 og 400.000 seere, har man afsættet til Viasats gyldne efterår.
– Hvis Viasat skal røres af en anden kommerciel tv-station, er det formentlig TV 2. Her lancerer man ”Store Drømme” på lørdag og dramasatsningen i 10 afsnit ”Lærkevej”, der søsættes den 24. september. Hvis de to udsendelser er rigtigt skruet sammen, kan Viasat få konkurrence. Ellers er mit bud, at MTG-kanalerne bliver efterårets helt store vinder, siger Mikael Ostenfeld.
Dermed er pusten gået af SBS?
– Man kan jo ikke tage fra SBS, at stationens kanaler de seneste år har været i stand til at vinde markedsandele, og det er fornemt. Gode programtyper og dygtig timing er årsagen til det. Men når det er sagt, viser Viasats august, dygtige lancering af TV3 Puls og TV 2’s satsning, at SBS går ind i et svært halvår.
2010 tegner lyst
Mikael Ostenfeld ønsker ikke at udtale sig om, hvor megen prisfaldet på de forskellige tv-stationer har været hen over 2009, men andre kilder, markedsforing.dk har spurgt, svarer, at prisfaldet har været mellem 10 og 25 procent, afhængig af kanal og målgruppe. Carat-direktøren vil dog godt sige:
– Kvaliteten af den tv-reklame, annoncørerne har købt, er steget markant hen over året. Dels er tv-seningen steget med 23 procent i forhold til samme periode sidste år, og dels er der sket et prisfald, uden jeg vil komme ind på størrelsen. Tilsammen står annoncørerne i en situation, hvor de skal bruge færre TRP’er for at opnå samme reklameeffekt. Det er winwin for annoncørerne.
Konklusionen er derfor:
– Tv som reklamemedie er blevet markant stærkere end tidligere. Både målt på de faldende priser, men også på effekt. Og da intet tyder på, at vi snart ser enden på denne recession, vil priserne på tv-annoncering fortsat ligge på et meget lavt niveau i 2010. Derudover vil seningen sandsynligvis forblive på et højt niveau, siger Mikael Ostenfeld og fortsætter:
– Benzinen, som vil holde seningen oppe, er digitaliseringen af tv-signalet. Digitaliseringen vil betyde flere kanaler, større konkurrence og sandsynligvis bedre tv og dermed også høj sening. Alt i alt ser 2010 ud på nuværende tidspunkt ud til at blive endnu et godt år for annoncørerne.