Mediehuset Ingeniøren lancerer et nyt it-medie på net og papir, der både skal distribueres til læsere af nyhedsmagasinet Ingeniøren og til nye læsergrupper, der beskæftiger sig professionelt med it.
I spidsen som chefredaktør for det nye medie, har Ingeniøren hyret Vibeke Hjortlund, der kommer fra en stilling som nyhedsredaktør på it-avisen Computerworld, og senest som konstitueret chefredaktør. Tidligere har hun bl.a. været korrespondent for dagbladet Børsen i London og New York i en årrække og været daktionschef på De 3 Stiftstidender.
– Etableringen af et nyt, selvstændigt it-medie i Danmark er første skridt i en langsigtet vækststrategi for Ingeniøren, siger chefredaktør og adm. dir. Arne R. Steinmark, Ingeniøren A/S. For en måned siden sad han selv i stillingen som chefredaktør på Computerworld, der er ejet af IDG.
Avis og netsite planlægges udgivet i løbet af efteråret. Avisen forventes at udkomme hver fjortende dag.
Ingeniøren vil også opruste på den digitale udvikling. Til at lede den nye funktion har Ingeniøren ansat Casper Thomsen, der ligeledes er hentet fra Computerworld, hvor han var online journalist.
Den nye digitale udviklingsafdeling skal, ifølge Arne R. Steinmark, fungere som brobygger mellem redaktion og kommercielle funktioner, og bringe Ingeniørens mediehus i front på nettet og mobile platforme i løbet af de kommende år. pia