Det er ikke kun på mediesiden, der er gang i gaden hos Vice Media – også koncernens bureauaktiviteter har fart på, og netop her er der kommet masser af nye kræfter til på det seneste.

– Vice i Danmark har på to år udviklet sig fra at være en lille knop i det danske medielandskab, til at være et stort mediehus med bureau-kunder i hele verden. Vores projekter og content-programmer når langt omkring og derfor er vi glade for, at kunne tilbyde vores partnere et dedikeret team med internationalt tække, siger Anne-Sofie Ene Wichmann, Client Service Director hos Vice.

Jonathan Lang, Creative Director hos Vice Media Denmark, supplerer:

– Vi oplever stor vækst i Skandinavien og vi ser fortsat en stigning i omfattende content-baserede opgaver for brands, både i Danmark, Norden og internationalt. Vores vision er at etablere Vice som et af Skandinaviens mest toneangivende bureauer.

De seneste seks nye ansigter hos Vice Media er:

Vicky Chen, 33 år, er ny Strategy Director. Inden Vicky flyttede til Danmark arbejdede hun for bureauer som Naked Communications i New York, Sid Lee i Amsterdam og AKQA i San Francisco. Hos Vice i København skal hun bruge sin ekspertise og erfaring til at drive bureauets internationale projekter.

Jonas Andersen, 32 år, er ny Account Director. Jonas er tidligere partner i den internationale crowdfunding fundraiser-platform Prizeo, hvor han var ansvarlig for Nordeuropa. Jonas har også været Activation Manager ved content-bureauet Baby, som er en del af In2Media Group. Derudover er Jonas Andersen ejer af 13 Magazine.

Katrine Thamdrup, 28 år, er ny Senior Strategic Planner. Katrine har været vidt omkring og har bl.a. arbejdet som Strategic Planner hos Ogilvy Denmark, hvor hun arbejdede med kunder som BAT, Marabou og Kellogg’s. Hun har også arbejdet ved Lowe i Ho Chi Minh City, Vietnam, med kunder som Unilever og Nestlé samt ved modehuset EDUN i New York, der i dag er ejet af LVMH.

Ann-Sofia Svejstrup Højsleth, 27, år er ny Project Manager. Ann-Sofia er uddannet på den kreative skole for social entreprenørskab og lederskab kaldet Kaospiloterne. Hun har erfaring som project manager og konceptudvikler for diverse organisationer som bl.a. GreenPop i Cape Town, Sydafrika og Upcycling initiative, Oaxaca, Mexico. Derudover har hun arbejdet som procesrådgiver og project manager for ArchiMed i et år.

Rebecca Vera Stahnke, 27 år, er ny Project Manager. Rebecca har tidligere arbejdet som Account Manager hos Copen Hagen Agency og projektleder hos Copenhagen Fashion Week. Sideløbende har hun de sidste fire år været kreativ konceptudvikler for gadefestivalen Distortion.

Anita Sohn, 29 år, er ny Production Manager. Anita er cand.mag. i Mediestudier og har tidligere arbejdet ved Discovery Networks Nordics prisvindende on-air marketing-afsnit.

Ommøblering i ledelse

Oprustningen kommer i kølvandet af et par ommøbleringer i toppen af Vice inden for det seneste par måneder.

Således blev den danske afdeling af medie-koncernen Vice udpeget som nyt hovedkontor for både Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Ny skandinavisk CEO er nu Frederik Andersen – og den tidligere danske CEO, Lars Hemming Jørgensen, er hentet til en topplacering som Chief Commercial Officer i Vice-koncernen – og CEO for Vices globale reklamebureau, Virtue Worldwide – på Vices hovedkontor i New York.