De har fart på hos Vice Media Scandinavia, og nu udvider det succesfulde mediehus igen.

Det sker med åbning af et nyt kontor i Oslo, som i første omgang skal have fokus på Virtue, der er mediegruppens eget in-house kreative bureau.

Ansvarlig for det norske bureau bliver Andrea Berentsen Ottmar, der får titel af Account Director, og hun har bl.a. erfaringer med fra eget produktionsselskab, ligesom hun har arbejdet med reklamer, kortfilm, musikvideoer og dokumentarfilm.

Og det samarbejde glæder Anja Agerbo Thomsen, der er Commercial Director hos Vice Media Scandinavia, sig til:

– Vi oplever tiltagende interesse for vores tjenester i hele Skandinavien, både når det gælder kommercielle partnerskaber og redaktionelt indhold, så med hovedkontor i København, et satellit-kontor i Stockholm og nu et nyt afsnit i Oslo tilbyder vi stor lokal relevans, udi at vækste ind i det norske marked. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med Andrea om vores nordiske ekspansion, siger hun.

Internationalt powerhouse

Vice Media Scandinavias bureau-del, Virtue servicerer i dag bl.a. The Coca-Cola Company i 40 europæiske lande, Vodafone i Zambia, Ecco globalt, Skullcandy, Jägermeister, Arla, Rynkeby og Telmore, og den nye norske Account Director ser frem til at bringe mediehuset og bureauet ind på det norske marked.

– Jeg har altid haft stor respekt for det, Vice står for. Ikke kun at de bliver ved med at skabe interessant og fængslende indhold, men også deres originale og progressive forretningsmodel, der gør dem til et internationalt powerhouse i en tid, hvor mange mediehuse har det svært, siger hun og tilføjer:

– Vices styrke er, at de sætter indholdet og historierne først, samtidig med de altid har en oprigtig og ærlig interesse i, hvad der er relevant for unge mennesker. Jeg glæder mig til at bringe Vice og Virtue ind på det norske marked og gøre Norge til en del af Vice Media Scandinavia.

Andrea Berentsen Ottmar har både erfaringer med fra eget produktionsselskab, Frokost Film og Ape&Bjørn, og har arbejdet med reklamer, kortfilm, musikvideoer og dokumentarfilm.

Hun har desuden produceret musikvideoer og kortfilm, der har vundet priser ved Nordic Music Video Awards, VidAwards og kortfilmfestivalen i Grimstad.