Det ungdommelige medie VICE’s CEO og grundlægger, Shane Smith, er en tilfreds mand i disse dage.
VICE’s online kanaler rundede nemlig ifølge analysehuset comScore 96 millioner unikke besøgende i august 2015. Det er mere end dobbelt så mange som i juli 2014, lyder det i en pressemeddelelse.
Tallet fra comScore omfatter ikke VICE-brugere på andre platforme, herunder de i alt mere end 2.200.000.000 views på YouTube, mobiltrafikken på Snapchat Discover, seere fra bl.a. Rogers Communications, HBO og DR3.
Regner man disse tal med, estimeres det, at VICE på verdensplan når 250 millioner månedlige brugere.
Også vækst i Danmark
I juli 2015 havde VICEs netværk af digitale kanaler ifølge Google Analytics mere end 300.000 unikke brugere i Danmark mod 95.000 året før, og 43.000 i 2013. Derudover havde VICE 450.000 danske views på YouTube alene i juli 2015.
– Det er utrolig glædeligt, at så mange seere og læsere omfavner vores historier på tværs af platforme. Det er jo lidt vildt, at vi er gået fra 40.000 unikke til mere end 300.000 på lidt over to år, og vi er stolte over den redaktionelle profil, vi har, siger Frederik Andersen, CEO for VICE i Skandinavien.
jml