Moderne forbrugere og beslutningstagere er i stigende grad reklame-blinde.
De vil ikke tales ned til eller påduttes noget, de vil engageres, de vil have relevante informationer. Det tager PwC konsekvensen af:
– Hver ting til sin tid, og vi tager ikke generelt afstand fra reklame, men det er naturligt og nærliggende for PwC som en førende videnvirksomhed at basere sin dialog med erhvervslivet på den enorme videnressource, vi råder over, siger Pernille Stokholm Bøg, chef for PwC’s marketing, kommunikation og eksterne kursusafdeling.
Anledningen til samtalen er et nyt CXO Magasin, PwC i disse dage distribuerer i 140.000 eksemplarer med CXO’en – dvs. den brede direktion el. C-suite – som målgruppe.
Konceptet er udviklet af PwC og udgivelsen er blevet til i samarbejde med ”Public Impact” i Berlingske Media-koncernen.
Hvad er meningen med ”et eksternt produceret magasin”?
– CXO Magasinet er en ny måde at dele vores viden på og engagere os i de temaer, som optager erhvervslivet i Danmark og internationalt. PwC gennemfører hvert eneste år over 1.300 interviews med globale CEO’s, som offentliggøres i Davos i forbindelse med World Economic Forum.
– Vi ønsker med magasinet ikke blot at formilde analysens resultater, men også at fortælle, hvordan danske virksomheder håndterer aktuelle udfordringer og tendenser til inspiration for erhvervslivet.
– Kort sagt er vi med til at facilitere og indgå i en relevant dialog. Når vi har valgt en ekstern samarbejdspartner, er det for at sikre en erhvervsjournalistisk tilgang af høj kvalitet. Samtidig understreger vi, at vi med dette tiltag har andre ambitioner end at udgive et produktmagasin produceret af en marketingafdeling, fortsætter Pernille Stokholm Bøg.
Magasinet positionerer PwC
Men I styrer alligevel indholdet, så i virkeligheden er magasinet reklame med en sminket facade?
– Det mener jeg faktisk ikke. Vi har leveret et business magasin, som også allerede nu bliver citeret i nyhedsstrømmen af andre medier. PwC har qua sin markedsledende position adgang til nogle af Danmarks største virksomheder, og den indsigt trækker vi naturligvis på for at få perspektiveret de temaer, vi ved, erhvervslivet er optaget af.
– Uden deres bidrag og direkte medvirken kunne vi ikke udvikle et business magasin af det format. Selve produktionen af den enkelte artikel varetages af eksterne journalister. Er det så med til at positionere PwC, kunne du spørge – ja, det er det helt klart.
Prøv lige at uddybe formålet med valg af værktøjet ”neutralt og eksternt produceret magasin”?
– Vi ønsker at inspirere, og hvis det skal opleves som en troværdig eller ”neutral” inspiration til, hvordan man kan skabe løsninger, finder vi at magasin-formen egner sig godt som medie.
– Vores business magasin giver plads til nuancer og fordybelse omkring, hvordan konkrete virksomheder har løst ofte meget komplekse udfordringer. Vi tror på, at der er behov for sammenhæng og substans. Du kan også kalde det en form for co-creation, baseret på vores analyser og indsigt. Det giver vi videre, idet vi mener, at den viden er relevant for landets CXO’s og virksomheder, slutter Pernille Stokholm Bøg.