De færreste danske bureauer er i stand til at levere reklameproduktion til priser, annoncørerne vil betale. Derfor er en betydelig del af de ydelser i de senere år flyttet til Bangladesh, Vietnam og de baltiske lande.
AdPeople, envision og Zupa Recommended er nogle af de stærke aktører, der har gjort det med succes, og nu har endnu en håndfuld rutinerede danskere parate med ydelser fra Ho Chi Min City, tidligere Saigon, i Vietnam.
En af partnerne er Carsten Conradt-Eberlin, tidligere produktionschef hos bl.a. Bates og BBDO, der sammen med Martin Moos, stifteren af Color Club, er klar til at servicere danske bureauer og annoncører med High End-tjenester.
– Vi har eksisteret i knap seks år i Vietnam, så vi har en betydelig rutine i at levere den kvalitet, annoncører og bureauer efterspørger, siger Carsten Eberlin, ”men det nye er, at vi nu leverer en meget høj kvalitet, der matcher de bedste danske produktionsenheder til en markant lavere pris.”
Hvor markant lavere?
– I runde tal kan vi spare kunderne op 50 pct. på produktionen, men det vigtigste for en del af vore kunder er kombinationen af en meget stor hastighed i leverancerne, fordi vi arbejder i treholdsskift samtidig med, at vi har High End-produktioner på hylderne.
Color Club leverer alt fra apps og responsive sites til smartphones og tablets. Video og SoMe-kompetencer er state of the art. Alle slags grafisk produktion er naturligvis også på paletten, uddyber Carsten Eberlin. Eksempelvis er den bedste 3D-kvalitet en del af kompetencerne.
Karriere og respekt
Ofte er annoncørerne tilbageholdne med at købe i lavtlønslande eller selv etablere sig. Risikoen for fejl på grund af kulturforskelle afskrækker?
– Det forstår jeg godt. Det er bl.a. derfor, vi har været herude i snart seks år, uden at kommunikere alt for direkte om vores set-up. Men vi har lært, hvad det vil sige at tiltrække den rigtige arbejdskraft.
Det er vel blot at betale den rigtige løn?
– Det skulle man tro, men vietnameserne ligner i den henseende danskerne en del. Når vi spørger vore medarbejdere, hvad de ønsker sig, så prioriterer de karrierer, uddannelsesmuligheder og det at blive respekteret for indsatsen, højere end lønnen. Det er tankevækkende, så de ønsker lever vi op til.
Hvordan mere konkret?
– Vi sikrer, at alle medarbejdere har karriereplaner, nogle med samtaler hver tredje måned, andre hvert halve år. Og så betaler vi naturligvis lidt mere, end de lokale konkurrenter. Det kan betale sig at have tilfredse medarbejdere, og en stor del af vore cirka 50 vietnamesiske medarbejde har været her i tre, fire og fem år.
Carsten Eberlin indgår også i en uddannelsesgruppe i Vietnam, etableret af det danske undervisningsministerium, der skal tilføre vietnameserne et højt uddannelsesniveau.
– Det glæder vi os til at se vokse. Det er jo ikke hensigtsmæssigt, at Vietnam er tvunget til at sende deres unge kreative til universiteter i fx Australien for at lære det, vi kan lære dem her. Det bidrager vi gerne til, og det konkrete projekt startes op i januar 2015, slutter Carsten Conradt-Eberlin.
Der er for tiden fem danskere i Color Clubs hub i Vietnam, og kunderne er bl.a. Motor Agency, Friendly Cph, Sunrise, Dentsu Alpha, Ogilvy Saigon og Kunde & Co for nu at nævne nogle få.