Kampen for at bringe sig i stilling til Peter Straarups job er i fuld gang, men den vil foregå i skyggen frem for i fuld offentlighed. Det skriver Berlingske Business.
– Positioneringskampen har formentlig været i gang i et stykke tid – i hvert fald internt. Det er ikke en åbenlys kamp, for det handler netop om, at man ikke er for offensiv, men leverer en loyal indsats og løser sine opgaver så godt, man kan. Kandidaten skal markere sig, men uden at blotte sig ved at gøre sit kandidatur åbenlyst, siger Martin Jes Iversen, lektor i virksomhedshistorie og ledelse ved Copenhagen Business School (CBS).
De interne kandidater, som igen og igen nævnes som oplagte Straarup-efterfølgere, er Danske Banks tidligere finansdirektør Tonny Thierry Andersen, som nu står i spidsen for Danske Bank i Danmark, og Thomas Borgen, der er chef for bankens internationale aktiviteter og Danske Markets.
Men der kan også blive tale om andre kandidater, udenlandske eksempelvis, ligesom Nordeas danske topchef Michael Rasmussen er ifølge flere kilder i spil.
I Børsen peger ledelseseksperter på, at udmeldingen bør komme hurtigt.
Danske Bank kan i løbet af få uger stå uden topchef og dermed være kastet ud i en alvorlig ledelsesmæssig krise. Sådan lyder det fra flere ledelseseksperter, der over for Dagbladet Børsen stiller sig undrende over for, at Danske Banks ordførende direktør nu har meldt ud, at han er på vej på pension, uden hans afløser er udpeget
Diverse aviser