Mellemfolkeligt Samvirke har netop lanceret en ny kampagne, der skal skabe debat om krænkelser i først og fremmest Afrika. Filmen er skabt af reklamebureauet Ogilvy, og er et led i en branding kampagne, der skal hjælpe med at skabe større bevidsthed hos danskerne.

Det kreative virkemiddel er et skjult kamera på en stille dansk villavej, hvor beboerne får sig noget af et chok, da bulldozere og kraner kommer anstigende og lægger an til, at rive deres huse ned. Videoen har på 3 uger fået næsten 100.000  visninger på Youtube, et resultat, man er godt tilfredse med i Mellemfolkeligt Samvirke:

– Videoen har sat krænkelser af menneskers rettigheder på dagsordenen. Det er vi meget tilfredse med. Rigtig mange har set den, kommenteret og delt den, fordi den rammer lige i maven. Alle kan sætte sig ind i hvor chokerende og afmægtigt det er, at blive smidt væk fra sit hjem, siger Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke.

– Det er stærk motiverende at udkomme med et kreativt arbejde, som kan skabe opmærksomhed omkring en vigtig sag. På sin vis er vi jo med til at skabe en debat i samfundet om, hvorvidt det er etisk korrekt ulovligt at ekspropriere beboet land, tilføjer Morten Kjær, Kreativ Direktør hos Ogilvy.

Morten Kjær har sammen med et lille team af kreative været med fra kampagnens start, og han føler, at arbejdet har været vellykket;

– Jeg må tage hatten af for den måde Mellemfolkeligt Samvirke har valgt at udføre denne kampagne. Jeg synes, det viser stort engagement og handlekraft, uddyber Morten Kjær.

Det interessante ligger i kontrasten

Senior Art Director hos Ogilvy, Peter Dubienko, har været en af hovedarkitekterne bag kampagnen og eksekveringen af denne, og han mener, at kampagnens styrke ligger i dens ærlige udtryk:

– Jeg tror, at grunden til denne her kampagne virker, er fordi den går tæt på folk i en grad vi ikke er vant til, siger Peter Dubienko. Han har erfaring i at dele kampagner på internettet, og han mener, at kampagnens positive modtagelse på nettet skyldes et ”kompromisløst budskab”:

– Udtrykket er ægte, fordi vi ser ægte følelser i filmen. Vi forstyrrer livet i andedammen lidt ved at bringe elementer ind udefra, som de kun har set i nyhederne før. Det interessante ligger i kontrasten, og kontrasten i denne her sammenhæng er jo det helt absurde i at få taget sin grund fra sig – i Danmark, siger Peter Dubienko.

Virksomheder overtager hvert år store jordområder i Afrika og fordriver fattige familier fra deres jord, så de ikke længere kan brødføde sig selv. En stor del af jordovertagelserne bliver foretaget med henblik på at dyrke afgrøder, der ender som biobrændstoffer i europæiske og amerikanske biler.

Mellemfolkeligt Samvirke giver befolkningen redskaber til at kræve deres rettigheder og insistere på at beholde den jord, de har boet på og dyrket i generationer.

Vi håber at denne film kan være med til at skabe kendskab til og interesse for Mellemfolkeligt Samvirke og deres arbejde. Læs mere om Mellemfolkeligt samvirke og kampagnen ”Stop Krænkelser” her.