Det californiske sports-brand Oakley har det med at tiltrække sig opmærksomhed.

For tre år siden sikrede man sig tv-eksponering for anslået 220 millioner kroner i forbindelse med redningen af 33 chilenske minearbejdere ved at donere solbriller, som minearbejderne kunne beskytte øjnene med, da de kom op efter de mange dage under jorden.

Og så sent som for bare et par uger siden var Oakley på alles læber i forbindelse med en video, hvor golfspilleren Bubba Watson drønede rundt i en “hovercraft” golfvogn. Alle troede, det var en aprilsnar, men det viste sig at være et marketingstunt op mod golfturneringen US Masters. 

Nu er Oakley på banen igen – denne gang sammen med sportskanalen Eurosport. Parterne har sammen lanceret en kampagne-konkurrence, som giver to heldige vindere mulighed for ved sommerens Tour de France at bestige Mont Ventoux eller Alpe d’Huez sammen med en kendt Tour-stjerne. Og samtidig blive hovedperson i en mini-serie om projektet – ”The Ride” – der skal sendes på Eurosport i forbindelse med kanalens dækning af Touren.

Kampagnen hedder ”Conquer The Road” og er sat i værk i anledning af, at Tour de France i år har 100-års jubilæum.

Man tilmelder sig på kampagnesitet og så gælder det ellers om at samle ”kilometer” i løbet af kampagneperioden. Det kan man gøre ved at sikre sig stemmer fra vennerne på Facebook, Twitter og Google+ – men man kan kun få stemmer, hvis man kører nogle rigtige kilometer. Dem skal man tracke og uploade på Strava

Oakley siger selv, det er en af deres største satsninger på marketingfronten i år, men ønsker dog ikke at oplyse, hvad projektet koster.