Det handler om kulturkommunikation. KildeKjær vil styrke kulturen som erhverv – som et råstof, der skal sælges. For her er holdningen, at i det øjeblik et kunstværk er afsluttet, kan det betragtes som et produkt.

Sidste år kom kultur- og erhvervsministeriet med en rapport med titlen: “Danmarks kreative potentiale”. Rapporten var meget visionær og lagde op til at styrke koblingen mellem kultur og erhverv.

– Rapporten indeholdte mange ideer til, hvad man kan gøre for et tættere samspil mellem kultur og erhverv, mens formidlingsdelen ikke var så synlig i rapporten, siger Nicole Maria Langkilde, der sammen med Stine Grønkjær startede Kildekær op for et halvt år siden.

– Danmark har et meget rigt liv indenfor kultur, kunst, film og musik. Hos Kildekjær har vi en vision om at fungere som bindeleddet mellem kultur og erhverv, og det kan man kun gøre, hvis man forstår skabelsesprocessen. For det er vigtigt at man forstår den kreative proces før man kan sælge det produkt der kommer ud af den, tilføjer Stine Grønkjær.

Bureauet er også af den overbevisning, at der skal en omstillingsproces til for at forstå kulturens store betydning som salgs- og eksportvare.

– Kultur er, lige som alt andet der kan sælges, et produkt. Og selv om vi har mange succesrige kunstnere indenfor alle genrer, så halter selve formidlingen bagefter. Hvilket kan sammenlignes med at løbe stærkt, for så at ende med at løbe ind i en mur, siger Nicole Langkilde.

– Tag f.eks. dogme. Alle tror at fænomenet dogme er blevet verdenskendt. Og det er også rigtigt at dogme er kendt i Cannes. Men tag en hvilken som helst englænder på gaden i London, han vil højst sandsynligt ikke ane, hvad man taler om. Hvilket kun fortæller os, at ja dogme er kendt, men slet ikke kendt nok. Hvilket igen fortæller os, at det er en lang proces, der kræver konstant opfølgning.

Ikke bare den gængse vej

Konceptet for de to piger er enkelt. Det handler om at tage udgangspunkt i den enkelte skaber eller udøver. At tænke anderledes og ikke bare gå den gængse vej.

– Sponsorater og reklamekampagner kan fungere for nogle, siger Stine Grønkjær og uddyber:

– Men vi mener, at det kræver en større proces end som så at formidle kulturen. Det kræver at man kan og vil sætte sig ind i den historie og de følelser der ligger bag. Og at man både har mod og visioner til, at gå helt andre veje i formidlingsarbejdet.

Nicole og Stine mødte hinanden hos TVDanmark, hvor de også lærte at samarbejde. Begge har erfaring indenfor kulturens verden, hvor Nicole bl.a. har erfaring fra teaterverdenen og Stine som informationskoordinator hos TVDanmark.

Kildekjær arbejder på tre fronter, som PR-bureau for kulturelle instanser og tv-stationer, de skaber kulturelle arrangementer, og så udarbejder de PR-planer for virksomheder, der ønsker at forvandle deres kulturstøttende aktiviteter til øget omsætning for virksomheden selv.

– Vi arbejder i begge felter, fordi vi er overbeviste om at det er vigtigt, at man kender begge sider for at styrke det. Man kan måske påstå, at vi i nogle situationer kommer til at stå med et ben i hver lejr. Men det mener vi ikke er noget problem. Tværtimod, så ser vi det som et udvekslingssamarbejde, som er nødvendigt og hvor alle parter har det samme mål, nemlig øget succes og dermed omsætning, pointerer Nicole Langkilde.