Ryanair-chef Michael O’Leary, der nu optræder på twitter under hashtagget #GrillMOL, kunne ikke helt leve op til sit løfte om ikke unødigt at “pisse folk af” under spørgetimen, skriver den britiske avis The Guardian.

Lavpris-flyselskabet blev for nyligt kåret til det værste brand af 100 mulige, og efter et årti med ry for at være den mindst sympatiske mand i flybranchen, har den kontroversielle chef indrømmet, at hans image kan være et problem for luftfartsselskabet.

Direktøren kastede sig blandt andet ud i at rose kvindelige Twitter-brugeres profilbilleder, før han forsvarede Ryanairs eget profilbillede, der prydes af seks kvinder i bikini, og som blev anklaget af andre brugere for sexisme.

Derudover afviste Ryanair-chefen den skat på tykke mennesker, som flyselskabet tidligere har udtalt sig om.

– Jeg har altid været imod at tage højere priser for tykke folk, og jeg er også imod lavere priser til tynde folk. Alle er velkomne hos os, skrev en tilsyneladende veloplagt direktør.

The Guardian/ritzau/FINANS